CODEX RUNICUS

                                                 Skånske lov 

                                                         Kap. 161 - Kap. 241

fortsættelse af Kap 161

---at hans træl gjorde det, han sagsøges for, da skal hans træl bære jern, og sagsøgeren skal ikke aflægge ed på, at han er skyldig. Brænder trællen sig, da skal bonden udlevere det, han vil, og desuden give tylvtered. En træl skal ikke bære jern for mindre end for en værdi af en halv mark. Beskyldes han for mindre tyveri, da skal hans husbond nægte det med tredie mands ed. Indrømmer han noget, skal bonden udlevere det, han vil, og desuden give tredie man--

--ds ed.


Kap. 162  (7,20)

Stjæler bondens træl noget og bliver grebet med det, da skal den, der grebet ham, føre ham til tinget og sende hans husbond bud om at komme derhen. Vil bonden, der ejer trællen, komme til stede, skal han betale så meget for trællen, som han vil, og desuden give tylvtered og to mænds vidnesbyrd på, at har var bortløbet, og trællen skal hudstryges eller trællens ejer løse ham med en øre. Vil bonden ikke komme til stede og således løse sin træl, da skal den, der har grebet ham, ha--

-ve to mænds vidnesbyrd på, at trællen er hans tyv, og få dom af tingmændene og hænge ham.


Kap. 163  (7,21

Vil bryden ikke skære båndene af en tyv, der ikke skal hænges, da skal tingmændene dømme båndene af ham, og bonden, der har grebet ham, skal selv skære båndene af ham i overensstemmelse med tingmændenes dom og derefter være fri for tiltale over for kongens ombudsmand.


Kap. 164  (8,1)

Ingen fisk må kaldes vrag undtagen stør, helt og holdent, og hval. Men dog --

-- skal den, der først finder en hval, tage sig en byrde deraf, hvis han er gående, og sige til i kongens gård. Rider den, der først finder den, skal han tage sig en hestebyrde. Kører han med vogn, skal han tage sig et vognlæs. Er han på et seksårers skib, skal han tage sig en skibsladning. Og hver den, der først finder den, skal altid sige til i kongens gård. Siger han ikke til, skal han bøde tre mark eller forsvare sig med tylvtered.


Kap. 165  (8,2)

Lider en mand skibbrud, da må hans gods aldrig betragtes som vrag, så

længe han selv kan bjerge det med sådanne mænd, som han kan få med til at hjælpe sig, og kongens ombudsmand må ikke forbyde ham at tage sådanne mænd til hjælp, som han kan få dertil for gode ord eller betaling. Når han har opgivet det og ikke kan bjerge mere, da skal kongen og hans ombudsmand tage det og ikke før, medmindre den, som har lidt skibbrud der, er en ufredsmand.


Kap. 166  (8,3)

Kommer noget gods drivende --

-- i land, og ingen mand følger med, da skal den, der finder det, sige til og lyse, om nogen vedkender sig det gods. Vedkender nogen sig det, skal han løse det efter loven. Er der ingen, som vedkender sig det, da skal kongens ombudsmand tage det og forvare det dag og år. Kommer nogen, som vedkender sig det, før den tid, og han bor i kongens rige, skal han aflægge adkomsted, det er sjette mands ed. Han skal bede Gud hjælpe sig, så sandt som han er --

-- rette ejer eller rette arving til det gods, og han skal have det, som han genkender som sit, og betale den, der har opbevaret det, hans udgift, hvis han har haft nogen udgift på det.


Kap.167  (9,1)

For håndran skal man bøde tre mark eller give tylvtered derfor. Driver en mand et optaget kreatur fra en anden mand uden for hans gård, skal han bøde to øre eller give tredie mands ed derfor. Tager en mand et optaget kreatur ud af en anden mands gård uden hans vilje, skal han bøde

tre mark eller give tylvtered derfor.


Kap. 168  (9.2)

Går en mand med vilje med sin hjord ind i en anden mands vang med hund og med hyrde, skal han erstatte skaden på marken og bøde tre mark eller nægte med tylvtered. Kommer en hjord eller et stod eller en svineflok af våde ind på en anden mands ager eller eng, skal (ejerenen) sætte en halv mark i pant derfor og lade Marksskaden vurdere og erstatte med tredie mands ed.


Kap. 169  (9,3)

Tolv heste er et stod, og tolv stykker hornkvæg er en hjord, og tolv svin er en flok. Optager en mand hans grandes øg,

-et eller to - i agrene eller et andet kreatur, hvis det er mindre end en hjord, skal granden lade markskaden vurdere og erstatte kornet med sin egen ed alene på, at hans kvæg ikke gjorde mere skade ved den optagelse. Siger den anden, at han før har lidt skade af hans kvæg, da skal han give tredie mands ed derfor. Siger den, der ejer kvæget, at der blev taget i drift og ikke i agre eller på enge, skal den, der har optaget det, nægte med tredie mands ed eller b--

-øde to øre, hvis han indrømmer det.


Kap. 170  (9,4)

Første dag en mand har optaget en anden mands husdyr, skal han snede to mænd til den, der ejer dyret, og bede ham udløse sit dyr. Vil han ikke udløse sit dyr første dag, da skal den, der har optaget dyret, næste dag sende to andre mænd til ham og bede ham udløse sit dyr. Vil han da endnu ikke udløse det, da skal han tredie dag ligeledes sende to mænd og bede ham udløse sit dyr. Vil han ikke udløse det på den tredie dag, 

da skal han beholde dyret has sig, så længe han 

vil. Derefter skal han drage til tinget med alle sine vidner og lyse, at jhan har optaget den andens dyr således og rettet opfordring til ham, og at han ikke vilde udløse sit dyr.

Hvad der end derefter sker med hans dyr, da skal tingmændene dømme den, som har optaget det, sagesløs. Forlanger den, der ejede kvæget, erstatning for det, da skal den, der optog det, forsvare sig med så stort edsbevis, som svarer til det optagne dyrs værdi, og sværge, at han forholdt sig med det optagne dyr, som loven foreskriver.

Brister edsbeviset for ham, da skal han erstatte dyret og ikke give bøder dertil, fordi hans tingvidner fritager ham for de bøder.


Kap. 171  (9,5)

Ganske således som en bonde forholder sig over for en anden bonde med hensyn til 

optagelse, skal han gøre over for kongens eller ærkebiskoppens bryde og deres byrde over for bonden, og således skal hver af dem udløse sit husdyr fra en anden.


Kap. 172  (9,5)

Bor kongen selv på sin gård eller ærkebiskoppen på sin, da er tokkebøden til dem større, end hvis det var en byrde,  

(som boede der) , såfremt kvæg med vilje bliver sluppet ind i deres sæd. Kommer kvæg ved våde ind i deres sæd, da kræves der ikke mere end tredie mands ed foruden erstatning af skaden på kornet, uanset de selv er på deres gård.


Kap. 173  (9,5)

Rejser kongens eller ærkebiskoppens byrde klage mod en mand over, at han har ladet sine kreaturer græsse på hans mark, og stævner ham til tinget eller for sin Herre, skal bonden bøde tre mark eller nægte med tylvt--

-ered. 


Kap 174  (9,6)

Tøjer en mand i en anden mands eng eller mark, skal han bøde for skaden og desuden to øre eller nægte med tredie mands ed.


Kap. 175  (9,7)

Dræber en mand en anden mands husdyr i sin ager af ond vilje, skal ejeren af dyret først erstatte skaden på kornet og desuden give tredie mands ed  -- lige så vel den mand, der bor uden for byen, som den mand, der bor i byen,  -- og derefter skal den, der dræbte dyret, erstatte det og desuden give tredie mands ed på, at det ikke var mere værd, og endvidere bøde to ø---

--re i tokkebøde. Nægter han, at han dræbte den andens dyr, og var det dyr, der blev dræbt, så meget som to øre værd, skal han nægte med tredie mands ed. Var det, der blev dræbt, så meget som en halv mark værd, skal han nægte med sjette mands ed, indtil der er dræbt et dyr, der er så meget som seks øre værd. Derefter skal han nægte med tylvtered. Hvilket dyr der end bliver dræbt i bondens påsyn, om det er en gås eller en gris, skal den, der dræbte det, erstatte det og desuden give to øre i tokkebøde, hvor lidt det, han ---

- dræbte i bondens påsyn, end var værd. Dræber en mand så lidt, uden at bonden ser på det, da er der ingen tokkebøde, medmindre han dræber et dyr, der er så meget som to øre værd. Derefter skal han bøde tokkebøder. Tokkebøde er ikke mere end to øre, så gode som fire Ørtug penge. Erstatter en mand det dyr, han dræbte, da kan han aldrig derefter nøgte tokkebøder. Siger den, der dræbte dyret, at det ikke var så meget som to øre værd, skal han nægte tokkebøden med tredie mands ed og erstatte det dyr, han dræbte, 

og desuden give tredie mands ed.


Kap. 176  (9,8)

Øver en mand gorniddingsværk mod en anden mands husdyr med spyd eller andet våben, således at gorren flyder ud, og han derved dræber en andens mands dyr, der er så meget som en halv mark eller mere værd, skal han erstatte dyret med så stort et edsbevis, som svarer til, hvad ejeren af dyret vuderer det til, og desuden tre mark eller også give tylvtered på, at han ikke har dræbt det.


Kap. 177  (9,9)

På hvilken måde en mand end stjæler sig til at dræbe en anden mands husdyr, skal han, hvis den, der ejede dyret, vil ---

-- aflægge ed på, at han er skyldig, rense sig ved trugsjern, hvis dyret er så meget som halv mark eller mere værd. Brænder han sig, skal han erstatte dyret og desuden det dobbelte af værdien. 


Kap. 178  (9,10)

Rider en mand på en anden mands hest uden hans tilladelse inden for marken, skal han bøde to øre. Rider han på den anden bymark, skal han bøde en halv mark. Rider han på en tredie bymark, skal han bøde seks øre.


Kap. 179  (9,11)

Alle stodheste og vilde heste skal den, der har dem, vogte og forsvare, så at de ikke kommer i andres agre og --

-- ikke enge fra pinsedags aften til mikkelsmesseaften. Kommer de imellem disse tidspunkter i en mands sæd eller enge, skal ejeren udløse dem mod pant og erstatning, som før er sagt. Kommer de tidligere eller senere i agre eller i enge, skal man drive dem derfra uden at gøre dem skade og ikke optage dem.

 

Kap. 180  (9,12)

Driver mange mænd stodheste eller andet husdyr ud i kær eller dynd, så at et af dem dør deraf, da har den, der ejede dem, ret til at sagsøge så mange --

mand, som han vil, i den anledning og kræve jernbyrd af enhver af dem, som han vil aflægge ed på er skyldig, eller erstatning og desuden bøder, som loven foreskriver.


Kap.181  (9,13)

Optager en mand en anden mands husdyr på agrene i sin sæd og ikke vil udlevere det, skal ejeren af dyret udrede erstatning for kornet og desuden give sin egen ed på, at hans dyr ikke gjorde ham mere skade ved den optagelse. Vil de, der har optaget dyret, da ikke udlevere det, da skal dyrets ejer hidkalde granderne og kundgøre for dem, at han ikke kan få sit dyr udleveret, og derpå drage til tinget med --

-- vidnerne, han har på, at den anden holder hans dyr indspærret. Nægter den, der optog det, at han holder hans dyr indespærret, skal han nægte med tylvtered. indrømmer han det, skal han bøde tre mark. Dør dyret hos ham, skal han erstatte dyret og desuden give tre mark for ran eller nægte med tylvtered, at han øvede ran.


Kap.182  (9,14)

Den, der sætter pant for optagelses af dyret, må indløse sit pant, når han vil, og den, der skal tage erstatning for sit korn, kan ikke rejse sag mod den, der skal give erstatning, fordi han førte sit korn i lade, før han ydede erstatning.


Kap. 183

Sætter en mand pant og vil ikke indløse det, ---

skal den, der har det i hænde, drage til tinget og fastsætte en lovdag, da den anden skal indløse sit pant. Vil han ikke indløse det til den lovdag, der fastsættes, da skal hans pant være forbrudt.


Kap.184  (9,15)

Agerfreden skal være så stor, at hvis nogen stjæler et neg, bort fra en mands ager og bliver taget dermed, da kan man binde ham og føre ham til tinget og gå frem mod ham, som tingmændene dømmer. Stjæler han en anden ting, da må man ikke binde ham for mindre en øres værdi, og for en øres værdi må han ikke hænges og ikke mindre end en halv marks værdi. Er mindre ----

-- stjålet, da skal man afskære et øre eller lade ham hudstryge eller gøre således ved ham, som tingmændene dømmer.


Kap.185  (9,16)

Støder bymarker eller torpmarker op til en anden by eller en anden torp, så at en mands fælled støder op til en andens indhegnede mark, skal den, der har sæd og indhegnet mark, altid sætte gærde om sin vang og sin indhegnede mark.


Kap.186  (9.17)

Opbryder en mand en anden mands gærde, skal han erstatte skaden og desuden bøde to øre eller give tredie mands ed på, at han ikke opbrød det.


 Kører eller rider en mand over en anden mands ager, skal han bøde to øre eller nægte med tredie mands ed. Mejer en mand sig vej over en anden mands ager eller slår igennem hans eng, skal han erstatte skaden og desuden bøde to øre eller nægte med tredie mands ed.


Kap.187 (9,18)

Opbryder en mand et gærde for sin hest eller vogn, og sker der skade på (andre) mænds agre eller enge, skal han erstatte skaden og desuden (bøde) to øre eller (give) tredie mands ed. Opbryder en mand en anden mands tofte---

--gærde, skal han bøde tre mark eller nægte med tylvtered. Tager en mand gærdet mellem sin og andre mænds sæd op, før alle mænd får bjerget deres korn, og lider de skade derved, skal den, der ejer gærdet og tog det op, erstatte skaden på sæden til alle dem, der led skade, og desuden (bøde) til alle, der vil rejse klage mod ham, seks øre eller (give) sjette mands ed.


Kap.188  (9,19)

Når granderne har sået deres sæd, da skal de fastsætte en lovdag for alle dem, der bor sammen i byen, at de alle skal sætte gærder til den lo---

---vdag, der fastsættes. Den, der ikke sætter gærder til den lovdag, skal bøde en øre. Derefter fastsættes en anden lovdag, og den, der ikke sætter gærder til den lovdag, skal bøde to øre. Derefter fastsættes endnu en tredie lovdag, og den, der da ikke vil sætte gærde, skal bøde en halv mark. Vil de, der sidder hjemme og ikke vil sætte gærde, ikke bøde, skal de, der har sat gærde, drage til herredstinget og få dom til, at de kan bemægtige sig de andres ejendom.


Kap.189  (9,20)

Er der en vang, der helt besås med rug efter byg, skal alle granderne lige så fuldt sætte gærde for rug som for byg, -  

- eller de skal betale samme bøde for ruggærde, som det er sagt om byggærde. Er der ikke rugsæd over hele vangen, og en mand vil beså en ager eller to, skal han sætte et kantgærde derom eller beskytte det på anden måde, som han vil, men han må ikke af den grund optage en anden mands husdyr før pinsedags aften.


Kap.190  (9,21)

Dræber en mand en skødehund, skal han bøde seks øre, dræber han en mynde, skal han bøde en halv mark. Dræber han en tæve, skal han bøde to øre -- medmindre de bliver taget på fersk gerning, idet de bider en mand eller en mands dyr, så --

-- det dør deraf, eller i husene hos den, de bryder ind hos, bider de nen hest under manden eller et andet dyr, så at det ikke dør deraf, da skal man ikke dræbe dem, men man skal bøde for dem.


Kap.191  (10,1)

Hugger en mand brændelæs i en anden mands indhegnede skov, skal han bøde to øre for hvert læs og udlevere alt det, han huggede. Nægter han, skal han give tredie mands ed derfor. Hugger en mand tolv læs eller mere i en anden mands indhegnede skov, så at han gør vedstort, skal han bøde tre --

--mark eller nægte med tylvtered.


Kap.192  (10,2)

Bliver en mand pågrebet dag eller nat ved stubben i en anden mands indhegnede skov, så han ikke kan nægte, da skal han bøde seks øre, og de bøder skal han gå ind på, hvor han bliver pågrebet, og for at bøderne ikke skal kunne nægtes, skal han stille et sådant pant, som han har. Har han ikke stillet pant, og nægter han, efter at han er kommet bort, at han gik ind på at betale bøder, skal han nægte bøderne med tredie mands ed og hugsten med sjette mands ed. Kræver en mand pant af den, han finder i sin skov, og nægter han, at han har --

-- noget at sætte i pant, da skal han drage med ham til den første by, og der skal han enten skaffe pant eller borgen for sig. Vil han ikke skaffe noget af dette for sig, da skal den anden kundgøre, at begge dele blev nægtet ham, og derefter skal han bøde tre mark eller nægte med tylvtered. Har han noget at sætte i pant og vil ikke, da må den anden ikke rane det fra ham, men skal drage til nærmeste by og kundgøre, at der blev nægtet ham pant, og derefter skal han have tre mark eller tylvtered (af ham).


Kap.193  (10,3)

Går en mands vognaksel itu i en indhugget skov, kan han hugge så mange aksler, so---

--m går itu for ham der, og af det træ, han fælder til aksler, må han ikke føre mere bort, uden at han skal bøde to øre derfor.


Kap.194 (10,4)

Flår en mand (træer i) en skov, skal han bøde på samme måde, som hvis der var hugget, på den måde, som der er sagt om hugst, hvad enten det er mindre eller mere.


Kap.195 (10,5)

Hugger en mand til sine husdyr i en anden mands indhegnede skov, skal han bøde, som der er sagt om hugst og om afbarkning, hvad enten det er mindre eller mere.


Kap.196 (11,1)

Følger en mand sin bisværm i en anden mands indhuggede skov, skal han sige det --

-- den, der ejer skoven, og hver af dem skal have halvdelen (af bierne). Vil den, der ejer skoven, ikke lade sit træ omhugge, da skal den anden lade sine bier blive der eller tage dem bort uden skade for den, der ejer skoven. Fælder han træet uden tilladelse af den, der ejer skoven, skal han bøde tre mark til ham eller nægte med tylvtered.


Kap.197  (11,2)

Tager den, der ejer skoven og træet, bierne bort, skal den, der ejede bierne, forfølge sagen og tage borgen for sine bier og søge dem tilbage nsom tyvstjålne eller som rantage med sjette mands ed, eller den anden skal værge dem som hjemmefødte med to ---

--mænds vidnesbyrd og tylvtered.


Kap.198  (11,2)

Søger en mand bier i en anden mands indhegnede skov og finder dem, skal han sige det til den, der ejer skoven, og hver af dem skal have halvdelen (af bierne). Siger den, der ejer skoven, at han fandt dem først, skal han værge sig mod den anden med tredie mands ed. Finder en mand bier i en indhegnet skov på kvist eller på jorden, skal han tage dem bort uden skade for den, der ejer skoven, og ikke give edsbevis for, at han tog dem bort derfra, og ikke bøder.


Kap.199 (11,3)

Flyver bier hen på en anden mands hus, og følger man efter dem, og den, der ejer huset, siger, at de---

-- er hans bier, skal han bevise det med tredie mands ed. Siger den, der ejer huset, ikke, at de er hans, skal den, der følger dem, ligeledes føre bevis med tredie mands ed og tage sine bier bort uden skade for den, der ejer huset, men ellers ikke.


Kap.200 (11.4)

Falder bier over en anden mands bier og stikker dem ihjel, da kan ejerne af bierne slå dem sammen, hvis de synes det, og begge ønsker det. Vil de ikke slå dem sammen, og nægter den, der bliver rejst sag imod, at den andens bier led skade af hans bier, skal han give ham så stort edsbevis,--- 


--- som svarer til værdien af hans bier. Indrømmer han noget af den andens skade  og nægter resten, skal han erstatte det, han indrømmer, og for det, han nægter, skal han give så stort edsbevis, som den skadelidte vurderer skaden til.


Kap 201 (11,5)

Finder en mand høge i en anden mands indhegnede skov, må han ikke hugge sig "krage"  eller krog, men skal tage dem bort uden skade for den, der ejer skoven, og ellers ikke. Finder en mand høge i en indhegnet skov eller i almindingsskov og mærker han t----

--ræet eller binder høgene til reden, og en anden mand derefter tager dem bort, skal denne, hvis han indrømmer det, udlevere høgene og bøde to øre. Nægter han, skal han hedde tyv for det og sværge på samme måde for det som for andet tyveri. Hvis en mand finder bier, da skal han også sætte sit mærke på træet, indtil det bliver fældet. Tager en anden mand dem senere bort, da skal han forfølge sagen som ved andet tyveri.


Kap.202 (11,6)

Ræveunger må ingen mand grave op af en anden mands mark og -

eller skov, uden at han skal bøde seks øre eller give sjette mands ed derfor, men kan han tage dem, uden at han graver efter dem, da kan han tage dem og være fri for tiltale.


Kap.203 (11,7)

Driver en mand en ræv i dens grav med hunde, kan han, som forfølger den, uden hensyn til, på hvis mark eller indhegnede skov det er, grave den ud og gøre sig den til nytte, men skal fylde graven, så den ikke bliver til skade for den, der ejere skoven eller markerne. Fylder han ikke graven, skal han hæfte for den skade, der sker der. Omkommer en mand i den grav, skal den, der gravede den, bøde tre mark. Omkommer bondens husdyr deri, --

-- skal han erstatte det dyr, der omkommer, efter vurderingen af det dyr. Nægter den, der gravede graven, og som der rejses sag imod, at han gravede, skal han give så stort edsbevis, som svarer til den, der ejede dyret og led tab ved, at dyret døde i den grav, vurderer det til.

 

Kap.204 (11,8)

Indelukke må en mand ikke hugge i en anden mands indhegnede skov uden tilladelse af den, der ejer skoven, medmindre han erstatter den skade, der er gjort på skoven, og dertil giver seks øre eller nægter --


-- med sjette mands ed.


Kap.205  (11,9)

Alle snarer og fælder, som en mand sætter for dyr eller fugle i skoven eller andetstedets på marken, skal han hæfte for som for anden håndløs våde.


Kap.206  (11,10)

Støder to indhegnede skove op til hinanden, og kan de, der ejer skoven, ikke komme overens om, at svinene skal gå sammen, og bliver der derefter optaget svin, da gælder samme lov om denne optagelse, som før er sagt om andre optagelse. Går nogen med en svinflok ind i en anden mands indhegnede skov, da gælder samme lov, som før er sagt, --


-- hvis han gik i en anden mands agre og i hans sæd


Kap.207  (11,11)

Drager en mand gennem en anden mands indhegnede skov, da må han samle så mange nødder, som han spiser der, og føre bort sin hat fuld eller sine handsker fulde. 

Fører han bort i sin barm eller i kjortelfligen, skal han bøde to øre eller give tredie mands ed. Således er der også med agern og med bog. Kører eller rider en mand og bryder ind i skoven skal han bøde, som den, der ejer skoven, vurderer det til, eller give edsbevis derfor.


Kap.208  (11,12)

Fælder en mand træ i almindi--

---ngsskov, skal han skære det af i begge ender. Da skal han have træet dag og år.

Ligger træet længere, da er det ikke hans længere. Tager en anden mand det bort før dag og år derefter, skal han erstatte træet og bøde to øre.


Kap.209  (11,13)

Anden mands tømmer må ingen mand borttage, hvor det end ligger, uden at han skal hedde tyv derfor.


Kap.210  (11,14)

Vindfælde må man aldrig tage i en anden mands indhegnede skov uden tilladelse af den, der ejer skoven. Tager nogen det bort, skal han bøde, som den, der ejer skoven, vurderer det til, --

-- eller give edsbevis derfor.


Kap.211  (12,1)

Ethvert vand, der ikke er sikret ved dæmning, er almindingsvand, på hvis mark det end findes, og der må enhver, som vil det, gå at fiske, men i enden mands mølledam må man ikke gå hen at fiske uden tilladelse af den, der ejer møllen.


Kap 212  (12,2)

Fiskegård må en mand ikke sætte længere end til midtstrøms, medmindre han (også) har fået ret til at sætte fiskegård på den modsætte side.


Kap.213  (12,3)

På mader og enge må enhver mand, som vil, gå at fiske, når de bliver oversvømmet, hvis det er almindings--

--vand, der går op over dem.


Kap.214  (12,4)

Står en mølle således for andres enge, at den kan skade dem, skal den, der ejer møllen, tage sit stigbord op pinsedags aften og sætte det ned igen før Mikkelsaften.

Vil den, der ejer møllen, ikke tage sit stigbord op pinsedags aften, da skal de, der rejser sag, drage til herredstinget og sige til, og tingmændene skal fastsætte en lovdag, til at han skal tage sit stigbord op. Vil han ikke tage sit stigbord op til den lovdag, skal han bøde skaden på engene og desuden seks øre ---

-- eller give sjette mands ed.


Kap.215 (13,1)

Finder en mand en anden mand i sengen hos sin ægtehustru, og dræber husbonden horkarlen i sengen med hende, da skal han føre både bolster og lagen til tinget med to mænds vidnesbyrd på, at han dræbte den mand i sengen med hende og ikke andetsteds. Når det er gjort, skal han (horkarlen) ligge uden for kirkegården på marken, og der skal ikke gives bøder for ham (husboden).


Kap.216 (13,2)

Får en horkarl sår i sengen hos en anden mands kone og kommer levende bort og skifter og siden dør af det sår, da skal han begraves i kirkegården,----

--,men der skal ikke bødes af husbonden.


Kap 217  (13,3)

Rejser husbonden sag mod en anden mand for samleje med sin kone, skal den sagsøgte bære skudsjern. Bliver han ikke renset, da skal han fly af landet og aldrig komme til at give bøder, medmindre husbonden vil det. Vil husbonden tage mod bøder, da har det været lov, at han skal bøde fyrretyve mark for samlejet og tre mark i tokkebøde. Dette er den eneste sag, hvor bonden får tre mark i tokkebøde.


Kap 218  (13,4)

En mand kan også gøre hærværk, hvis han tager en kone eller mø med vold ude i marken --

-- eller hjemme i husene. Nægter han, og er der ikke vidner på det, skal han rense sig med tre tylvter. Er der vidner på det, skal han rense sig ved jernbyrd.. Brænder han sig, eller tilstår han, skal han bøde fyrretyve mark til sagsøgeren og fyrretyve mark til kongen.


Kap.219  (13,5)

Bliver en kvinde taget i løndom med sin vilje, skal den, der tog hende, bøde seks mark til frænderne -- og kvinden skal ikke have en penning deraf --  eller han skal nægte med to tylvtered. Den kvinde, der bliver taget således, kan ikke overlade, hvem hun vil, at føre sin --

--sag, men den, der er nærmest i slægt med hende og rådet for hendes giftemål, skal rejse sag. Således er det også, hvis en ugift kvinde bliver slået eller på anden måde mishandlet, da kan hun ikke overlade til nogen anden mand at optræde på sine vegne end den, der er nærmest i slægt med hende og råder for hendes giftermål.


Side 150  (13,6)

Liggær man mæÞ huskunu annærs mans, bøtæ tua øræ ællær dyli mæÞ ÞriÞia mans eÞ

Ligger en mand med en andens mand kone, bøde han to øre eller tyder med tredie mands ed.


Side 150  (13,7)

Gifær bondæn kunu sinna hordoms sak Þa skal han hafæ til Þæs tuiggia manna uitni at hun ær san fore Þe sak ok siÞæn gangæ hun næ--

Side 151 

fortsættelse af 13,7)

--fnd uarÞær hun skær uare bæÞæ uiÞær bonde sin ok uiÞær ehn sina uarÞær hun uskær skilis bæÞæ uiÞær bonde ok uiÞær kunu take mæÞæn hun lifær hældær an hun annær man.


Kap.220 (13,8)

Er konen skyldig i hor, så at hun ikke kan tage til genmæle, da kan hendes ægtemand, hvis han vil, jage hende bort uden at give hende en penning af hendes gods, og derefter  må han aldrig tage en anden kone, så længe hun lever, og hun ikke en anden mand, så længe han lever.


Kap.221  (13,9)

Har en mand en slegfreddatter, der ikke er---,

--tinglyst, og tager hun en mand i løndom, da kan hendes fader ikke rejse sag derfor og ikke andre af hendes fædrene frænder, men kun de, der er nærmeste slægtninge på hendes mødrene side.


Kap.222  (13,10)

Avler en mand en søn i løndom med en kvinde, da skal faderen ikke betale bøde til sin søn, men til den, der er nærmeste arving.Har hun en broder, da skal han tage bøderne. Har hun bøde farbroder og morbroder, da skal farbroderen tage bøder, fordi han er hendes værge. De bøder skal ikke skiftes mellem frænderne, medmindre den, der tager mod bøderne, vil give nogen deraf, for---

--det er ikke sammenskudt bøder.


Kap. 223 mangler

Kap. 224 mangler


Kap 225  (14,1)

Sin ild skal man være ansvarlig for.

Men opstår der brand fra en mands ild i en anden mands hus, så at der brænder for ham til en værdi af seks øre, skal den, der havde ilden, bøde tre mark til ham. der også for flere mænd ved den ild, hvor mange de end er, skal han ikke bøde mere end tre mark til alle dem, der fik skade af hans ild. De tre mark skal alle de, der fik skade af hans ild, dele imellem sig, lige meget til alle dem, for hvem der brændte til seks øre eller mere, selv om der for nogle brændte---



---til tyve mark.


Kap.226  (14,2)

Brandskud skal alle de, for hvem der brænder til seks øre eller til mere, tage fra hele herredet, Den mand, der skal modtage brandstud, skal sværge sig til den på herredstinget med tredie mands ed ved at tage i hånden og ikke på bog. 

Han skal bede Gud hjælpe sig, så sandt som der brændte til seks øre for ham. Den, der havde ilden, skal lige så vel tage brandskud og sværge sig til den som de andre, der fik skade af hans ild.

           

               (14,3)

I Brandstud skal man udrede en penning eller en skæppe byg eller to skæpper havre og ikke andet, medmindre den, der skal tage imod det, samtykker deri. Holder en mand--

sin brandstud tilbage


          (14,4)

og vil ikke udrede den, da skal man ikke tage Nam, men drage til tinget og rejse klage, og tingmændene skal dømme ham til at bøde en øre og udrede brandstuden, eller han skal give tredie mands ed for, at han ikke var lovlig krævet. Man skal ikke oftere end en gang kræve brandstud efter ret lov. Man skal lige så vel tage brandskud, hvis en mands værksted eller mølle brænder, så der bliver skade for seks øre derpå, som for andet hus og andet Gods.

    

            (14,5)

Sætter en mand med vilje ild i en anden mands hus, skal han nægte med trugsjern, hvis den skadelidte vil aflægge ed på, at han er skyldig. Brænder han sig, skal han have dags---

--og nats frist til at forberede (sin flugt). Bliver han derefter fanget, da kan han hænges som en tyr, hvis den skadelidte vil det. Bliver han hængt, skal bonden tage erstatning for sin skaden, så vidt løsøret strækker til, og kongen tager hans hovedlod. Således skal det også gå med den, der rider hen med hærskjorld og brænder en anden mands ejendom ned.


              (15,1)

Er en mand bryde eller indsidder hos en anden mand i dennes huse, og disse brænder, skal han nægte med tylvtered, at ejeren led skade på grund afg hans  (handlinger) og hans forsømmelse ved, at de brændte.


Kap 227  (15,2)

Fæster en mand sig til bryde hos en anden mand og vil ikke t---

--iltræde, skal han bøde seks øre eller nægte med tylvtered. Har han ført noget ind i boet hos den, han har fæstet sig til, selv om det ikke er mere end et læs, og han derefter ikke vil være der, skal han bøde tre mark eller nægte med tylvtered.


Kap.228  (15,3)

Fæster en mand sig til bryde i kongens eller ærkebiskoppens gård, og han straks vil være fri, skal han bøde tre mark, hvad enten han kommer derhen eller ej, eller nægte med tylvtered, for deres tokkebøde er ikke mindre end tre mark.


Kap.229  (15,4)

Anklager husbonden sin bryde, n år den skal skifte, for, at han har underslået noget på skiftet mellem dem, skal bryden give bonden tylvtered på, at han--

--ikke har underslået det mindste af det, han var pligtig at skifte med ham.


Kap.230  (15,5)

Finder bonden derefter noget og genkender det som sit, skal bryden bevise med tylvtered og to mands vidnesbyrd, at han fik det på sin lod, da de skiftede. Derefter kan bonden anklage dem, der aflagde vidnesbyrd, for, at de vidnede han hans gods af hænde, og af hver af dem tage tylvtered derfor eller tre marks bøde. Men brister det edsbevis for bryden, da kan bonden tage det, han genkender som sit, og have det som sit eget, og derefter--


- kan han rejse tyverisag derfor mod bryden og kræve jernbyrd af ham, hvis han vil aflægge ed på, at han er skyldig.

Siger bonden eller bryden, når de skal skifte, at han ejede noget uden for fælliget, og den anden siger, at de ejede det sammen i fællig, da er den, der vil bevise til fællig for dem begge, nærmest til at føre edsbevis og sværge med tylvtered.

Således er det også med hensyn til alt andet fælligsgods, både handelsvarer og andet gods: den skal altid have ret til at føre bevis, som vil bevise til fællig for begge.

Beskyldes den, der har fælliggods i hænde, for, at han har mere, og at han ikke har udleveret alt, skal han altid værge sig med tylvtered, selv om han rejser sag imod ham til fyrretyve mark, men ikke for mindre end en halv mark. Sagsøger han ham for mindre end en halv mark, skal han værge sig med sjette mands ed.


Kap.231  (15,6)

Vil bryden skilles fra sin husbond, da skal han meddele ham det. Vil bonden ikke lade ham gå bort, fordi han er en god bryde, eller fordi han vil have hans gods, skal bryden drage til to ting og lade fast--

--sætte en lovdag, da hans husbond skal skifte med ham. Vil bonden da stadig ikke skifte med ham, da skal han drage til tredie ting og meddele det, og på tredie ting skal der da udmeldes gode og retsindige mænd til at skifte mellem dem. Tager bonden noget fra bryden, efter at der er skiftet, da begår han ran


Kap.232  (16.1)

Skal en mand betale til en anden og svarer således, når han kræves, at den anden eftergav ham det, da kan denne nægte med tylvtered, at han eftergav ham. Men svarer han således, når han kræves, at han betalte den anden  -

eller ordnede mellemværendet på en anden måde, som han samtykkede i, skal han have to marks vidnesbyrd og give tylvtered på, at han betalte eller afgjorde det på en anden måde, som modparten ønskede.


Kap.233  (16,2)

Kræver en mand betaling af en anden mand, og vil han ikke betale og ikke give edsbevis, da skal han stævne ham til tinget, således som loven er, og få dom til at tage hans gods. Vil den anden senere hævde, at hans gods ikke blev taget i henhold til dom, og har den, der tog det, hele tingets vidnesbyrd derom eller uden for tinget hjemmel af to mænd af dem, der dengang--

- var på tinget og dømte, at han kunde tage hans gods, og andre to mænds vidnesbyrd om, at han tog (det) i henhold til deres dom, har han sådanne vidnesbyrd, da skal han være fri for tiltale. Har han ikke vidner på dommen, således som nu er sagt, da skal den anden træde frem med seks mænd og løse dommen for ham, og han skal udlevere det, han tog, og desuden give tre mark bøde for den ran, han begik, eller tylvtered på, at han ikke begik ran. To mænd kan ikke hjemle en dom for nogen, uden at andre to mænd  derefter vidner, at de var --

-- på tinget dengang, da de to dømte, at han kunde tage den andens gods.


Kap.234  (16,3)

Låner en mand noget til en anden mand, da kan det aldrig gå tabt ved en overmægtig hændelse, men lånet skal altid komme tilbage eller så stor erstatning for det og edsbevis, som ejeren vurderer det lånte til. Men han skal altid først give ed på, at han ikke kan fremskaffe det lånte. Findes det lånte senere, da har den, der ejede det, ret til at bestemme, om han helst vil have sit eget og udlevere det, den anden gav i erstatning, eller beholde erstatningen.


Kap.235  (16,4)

Lejer en mand noget af en anden mand, da skal han ikke være ansvarlig --

-- for det, undtagen med hensyn til sine egne gerninger. Går det tabt, og gør ejeren krav på det, skal den anden forsvare sig med så stort et edsbevis, som svarer til, hvad ejeren vurderer det tabte til. Han skal bede Gud hjælpe sig, så sandt som den anden ikke led skade på grund af hans vanrøgt, eller at det var på grund af hans handlinger, at det gik tabt.

 

Kap. 236  (16,5)

Lægger en mand noget ind hos en anden mand, og denne ikke modtager det som holdsgods, og det senere går tabt tillige med bondens (eget)  gods, da skal han ikke erstatte det. Går det tabt, uden at hans gods også går tabt, da skal han erstatte det.

 

Kap.237  (17,1)

Modtager en mand noget som holdsgods,, da --

-- da må det aldrig gå tabt, men man skal altid erstatte det, uanset hvad der sker med det, hvad enten det er hest eller hornkvæg eller anden ejendom.


Kap.238  (17,2)

Fæster en mand en gård og ikke vil tiltræde den, skal han bøde to øre eller give tredie mands ed. Drager han derhen og forlader den før fardag, skal han yde alt skyldigt arbejde og bøde seks øre eller give sjette mands ed.

              (17,3)

Nægter bonden, at han bortfæstede sin gård til en landbo, skal landboen bevise sin ret til gården med to mænds vidnesbyrd og have sin gård. Siger jorddrotten, at landboen har fæstet, og nægter landboen, skal han nægte med s----

--jette mands ed.


Kap.239   (     )

Drager landboen bort fra jorden, da skal den, der flytter derhen, købe hans hus. Flytter ingen derhen, men fæstes der kun til ploven, skal den, der dyrker jorderne altid købe huset, eller jorddrotten skal tillade ham at føre sit hus bort. Dyrker jordejeren selv jorden, skal han ligeledes købe huset eller tillade ham at føre det bort.


               (17,4)

Ved første Mariemesse skal landboer udrede landgilde og fæste eller opsige deres gård.


Kap.240  (17,5)

En landbo må ikke tage en anden mands gods i fællig med sig uden jorddrottens tilladelse.


                (17,6)

Det år --

-- en landbo vil drage fra sit fæste, da skal han så så meget af sin rugsæd, som det er regel i den bygd, som han bor i, og ikke mere, for nogle steder undtages to lodder af rugsæden, nogle steder kun hustoften alene nogle steder slet intet.


               (17,7)

Kan landboen ikke udrede landgilde til den fastsatte dag, skal han anmode jorddrotten om en anden dag. Får denne ikke udredet til den dag, som da fastsættes, skal han bøde to øre.


Kap. 241  (17,8)

Drager en landbo bort fra jorden med landgi---

--lden og forinden har tilbudt den, og nægter bonden, at han har tilbudt den forinden, skal landboen have to mænds vidnesbyrd og give tylvtered på, at han har tilbudt den forinden, således som loven er, og være fri for søgsmål. Indrømmer landboen, at han ikke har tilbudt den forinden, skal han udlevere landgilden og desuden seks øre. Drager landboen bort med landgilden og ikke senere vil udrede den og ikke give edsbevis, da skal bonden stævne ham til tre ting, således som loven er, og få dom til at tage hans gods i henhold til dom, således som det er sagt. Vil bonden ikke tage mod sin landgilde på den fastsætte dag, men --

-- derved volde sin landbo besvær, da skal landboen tage to mænd med sig og lade dem høre, at han tilbyder landgilden. Vil bonden da ikke tage imod den, da skal landboen lægge landgilden på hans arne med de to mænd som vidner og være fri for søgsmål.

Botløst mal   

                   RiÞær man hem a annæ

man ok dræpær han heme at sin.

Takær man mans dotær ællær

systur nøÞuhæ //  Takær man fæ-

stækuna annars mans ællært mø hæfnus

a bøtær bøtæ. Sætær man mæÞ

uilia eld i hus annars mans.

Botløs mal ær Þæt at dræpæ man

sakløsæ sua at han uar æy f-

ør saka Þær a Þiggi ok dræpæ ma-

n a Þiggi ællær dræpæ i kirki-

-u ællær i kirkiu garÞe ællær dr-

æpæ man a iulædah æller kyndæ-

lmissu dah ællær santa lafren-

s dah ællær paskæ dah ok pinksdah

 

 

 

ællær a halhunu missu dah

Kirkeloven

1

Þættæ ær ræt Þæn ær sættær

uara malstæfnu i lund af æ-

-skil biskop æftir bøn aldra sk-

aninga fore Þy at rætær af harÞ

ær før.


2

Kirkiu um uihÞuar Þær sk-

-al æi atær num løs uarÞdær al-

-tæræ stæn ællær bristi af altre horn æn Þo at kirkia uarÞi bøtnu-

-m hun uarÞi sua miok spiallæÞ

at æi Þole gus ræt at hun muhi u

uihÞ uara æn um uiiæ skal Þa sk-

ulu bøndær biskop Þre nætær f-

-øÞæ kapalanum half mark gifa b-

-ursuæn øræ hælæhdom latæ bis-

-kop til.


3

Kirkiæ um løs uarÞar bøndæ-

-r skulu mæÞ biskops uilia præst til 

uæliæ.  Hittær præst at misgøræ uiÞ-

-ær bonda bøtæ brut sin nyli kirkiu

sinne bønder muhu æi præst uraka

ok æi ma han utæn Þera uilia uiÞær skiliæs.


4

UarÞær friÞ brutin i kirkiu ællær

i kirkiu gab Þe hin ær brøt bøtæ br-

-ut sin mæÞ Þrim markum ok biskop s-

-kære kirkiu garÞ ok beÞæs æi af bond-

-om mera æn æi orkar hin ær brutit h-

afir Þre mark fullæ til kirkiu mæn s-

-ua at Þre mark se


5

Æn Þæsæ æræ loh u-

-m kirkiu ran tækær man af kirkiu æll-

-ær utæn kirkiu Þæt ær guÞi ær til h-

-ande uihÞ ællær af kirkiu noket Þæt

ær annær man hafir Þær lahet utæn

lof hins ær ÞærlahÞe rætæ ut ok b-

-øtæ a Þre mark æn um han dyl uitti m-

æÞ tolf mannum Þem ær til uarÞa n-

-æfndæ af kirkiu sokn utæn uinum si-

-num

 

6

Æn um man pløher af kirkiu akre

ællær æng ok uarÞær Þæt kært biuÞi

til reps um redøht ær æn af hanum

repæs Þa hafi forgiort arfoÞe si-

-nu æn um han saÞe sina sæÞ æn kirk-

iu ran ma Þæt ær hetæ num han uil æ-

-i repæ ok førær in a forbuÞ æn um

-- han tækær af kirkiu repdøht land

alt ællær af kirkiu Þokka lande ak-

-ær ællær æng ok kallær sik æha ui-

-ti Þæt mæÞnæfnd kirkiu manne æl-

lær rætæ ut ok bøtæ Þre mar.


7

                                             Hog-

-gær man i kirkiu skohe uefælas ok

netær han uiti mæÞ Þrim mannum æ-

-llær bøte tua øræ æn um man hoggæ-

-r uiÞkast dyli mæÞ tolf lahfastu-

-m mannum ællær bøtæ Þre mar.


8

                                                   Br-

-ytær man hælh i kirkiu garÞe ok dy-

-l hab uiti mæÞ tolf lahfastum mann-

-um æm um man brytær i kirkiu sial-

-fa after ællær fram dyli mæÞ t-

-olf næfndum mannum æn um han ma

Þæt æi orka ok uil han hældær iarn

bæræ Þa æho Þæs kost.


9

                                     Æn um man li-

-ggær a døsdæhi ok gifær guÞi ehn

sina Þa ma han gifa halfan hofoÞ-

-lot sin ok æi i sotum meræ æn um Þ-

-æt uil dylia arfæ hans at hanum d-

-øÞum ok sihir præstæn at gifæt uar

Þa dyli Þøt arfin mæÞ tolf lahfast-

-um mannum æn uitni æræ til Þe ær a

hørÞo ok yfir sato ok uil Þo en arf-

-en i gen uitni dyliæ Þa uiti Þæt mæÞ t-

-olf næfndom mannum i kirkiu sokn

æn um hel man uil sik in gifæ Þa fare


                                   

han in mæÞ allum hofoÞlot sinum æn

æi æræ næfndir um kirkiu ran.


10

                                           Um ky-

-nsimi Þa ær Þættæ ræt æn man fæsteær

frænkunu sina ok fræhnær Þæt bisk-

-op ok læggær a forbuÞ. Tækær han han-

-a a forbuÞ før æn lohum ær delt Þa

a han i ban at gangæ æn um til lohe k-

-umbær Þa skal til næfna siahs mæn

a hans uah ok siahs a hænnæ ok Þ a

Þæn uah ær kysimi Þera tæls samm-

-æn ok suæri sundær ællær samman s-

-ua ok um han tækær kunæ Þe ær før a-

-ttæ frændæ hans ællær k-

-unu sinnæ æn um i løndom ær giort

Þa at kunt se Þa uiti um han dyl mæ-

-Þ lahfastum mannum æn um man urte-    11

-r mishælde i bardahe ællær i rane

fæÞær ællær moÞor ællær s-

-ystur syskinæ bornum ællær næs-

-t syskina børnum Þt skal mæÞ naf-

-nd dyliæ æn um ukunnæræ ær Þa uiti 

mæÞ lohfastum mannum æn um mislek-

-in uarÞær præst Þæt skal mæÞ næfnd

dyliæ æn um asynt ær ællær asyne

uitni i gen Þa skal mæÞ iarne dyliæ s-

-ua skal Þe næfnd uarø at um kirkiu r-

-an ær Þa skal næfnd uare af kirkiu s-

-okn æn um kysimi skal af kunu næf-

-na æn Þæsi lund a næfnd at fare Þe

ær næfndi æræ Þe skulu annat tuigg-

-iæ suæriæ mæÞ Þem ær sæktæÞær ær

ællær mæÞ hin ør sæktir æn um annær 

skil sik undæn ok uil æi huækin suær-

-iæ Þa bøtæ han siahs øræ fore huær 

stæfnæ ær han suær æi utæn hanum f-

--ullæs hahæ forfal ok se Þy atær sky-

-ldær at suæriæ æn bondæn Þæn ær s-

-æktæÞær ær se e uføldær til annat tu-

-iggiæ suærs æn Þæsi lund æho skra a-     12

-t fare uarÞær man uæhin ok gar ængin-

-man uiÞær Þa a hin ær søkia uil ni ma-

-nnum ofna hændær mæÞ iarne ok siÞ-

-æn latæ han i ban sætiæ uil han siÞæn

nokro=um manni a lund søkiæ Þa suæri

a hanum mæÞ tolf lahe mannum ok h-

-in a skra siÞæn sua ok um truldom æ-

-llær fordæÞær æn um annat tuiggiæ

ær man ællær kunu far rop um sua

urÞit mal skæræ sik mæÞ jærne um 

ængin uil a hand suæriæ.

                                       Æn um brut    13

Þe ær uarÞæ gør i kirkiu ællær i ki-

rkiu garÞe i kirkiu ran ællær i kyn-

-simis brut i uihÞæ mannæ mishæld-

-e ællær manuætum Þæt skal bøtæ

Þo at utæn hæsh se giort.

                                        Þæse ær       14

timæ Þe ær hælh skal hetæ ok hald-

-a høst hælh fran olafs mæssu af-

-tæn ok til en dah aftir mikials mæs-

-su dah julæhælh fran Þæn timæ ær

hun gar in ok til atanda dah aftir

tolfta tah ok fran ni uku fastu ok

til paska uku luks pingis uku ok

krysi uku ok allæ buÞhælhæ dahæ

fran miÞium dahi Þa halfhælæht

ær ok annæn dah til kuels æn huas-

-um hælh brytær a Þæn timæ bøtæ Þ-

-re mark ællær dyli mæÞ lahfastu-

-m mannum

                                 

                   æn huat sum man brytær         15

mæÞ uaÞæ ok æi mæÞ uiliæ Þa skal

han bøtæ hælha brut


                                 fore hælhæ                 16

brut skal æi søkia at yngri manni

æn fæmtan uintre gamal hor sak ma      17

man gifa kunu mans num før sæk-

ti husbonde hænne æn um han søk-

-tær hana skæræ sik mæÞ iarne bon-

-dæ igen ok biskope.

                               Þræl ma ækki fo-     18

-re gøræ i hælhæbrut num huÞ sina.

Sak angin skal æf byhd stæfna num-         19

--man skilis opinbarlika uiÞær ku-

-nu sinæ at hionælah æn allæ andræ

sakær stande usota til biskop kum-

-bær i Þe byhd umbusman liusi fore

sakum fore gramum hins ær sæktæ-

-Þær ær ok fore hanum sialfum ok

latæ Þo ualkløst standæ ok uare for-

-e til kømd biskops ok stæfnæ Þit all-

-um Þem ær sæktæÞæ æræ ok suare Þær

sakum sinum æn hifir annær sota f-

orfal Þa suærs Þæt mæÞ tuæm mannu-

-m ok stande siÞæn til annara til kom-

-d biskops æn um han hafir æn Þa sot

Þa  sændæ fore sik annær Þæn man ær f-

-ult gør fore han æn um annær man uar-

-Þær sæktæÞær ok skiutær sik undæn

ok uil æi biskops i byhd biÞæ Þa skal

han længre um land aftir ualkæs.   

                                                  Man            20

skal huær til loha takæ først af by

sinum i lahfasta manna eÞ um æi ui-

-ns Þær tæki af kirkiu sokn æn uarÞæ s-

ua mangi man sændær sæktæÞæ at æi ui-

-nnæs man til i kirkiu sokn sær mæÞ huæ-

-rium Þa gangæ til Þe sammæ man ok suær-

-i fore allæ.

                 Æn Þæsi lund skal sak søki-                  21

-a stæfnæ skal manni a brofial sinni a-

-t  ahøro grannæ sins sitær han um tu-

-a stæfningæ kuer bøtæ huær mæÞ siah-

-s øræ ællær dyli mæÞ siahs mannum s-

-itær han kuær at ÞriÞia stæfnu bø-

-tæ Þre mark ællær dyli mæÞ tyltær ed

Þa skal stæfnæ fiarÞa sinni i kirkiu

um hælæhæn dah at ahøru præste ok k-

-irkiu mannæ sitær han kuær um Þe st-

--æfning Þa ær han sotær bæÞe til botæ

stæfnu ok hofoÞsak Þa um han uil æi b-

-øtæ Þa skal hanum Þianæstæ forbiuÞæ o-

-k sammynd manne ok æi fore iamlanga i ba-

-n sætiæ num han spilli fore mannum Þian-

-astæ ok samfynd æn han gør Þæt Þa skal

han i ban sætia ok hua sum hafir samui-

-st mæÞ hanum bøtæ Þre mark ok latæ sæ

af banni sla uil hin bansatte sik af ba-

-nni løsa førstæ ar bætæ stæfnu ok sa-

-k ok Þre mark fore ban æn um gar ofna

annæt ar bøtæ stæfnu ok sak ok siahs

mark fore ban æn gar ofna ÞriÞia ar Þa

bøtæ stæfnu ok sak ok ni mark fore b-

-an gar Þæt a fiarÞæ ar Þa bøte han stæf-

-ne ok sak ok firitiuÞu mark fore ban ok

aldrih mera.   

                  Þæt skulu ok uitæ alli ma-                      22

-n at man gør lønlikæ synd ok tækær Þær

fore skrift før æn han uarÞær sæktæ-

-Þær ok han Þær til præst uitni Þ uare

orsaki.

            Þæmmæ ræti i gen Þa gafu bønd-                 23

-ær biskope ÞriÞiungs tande af alli s-

-æÞ sinni ok anstaÞ hem at føre innæn

kirkiu sokn

                  æn um sak uarÞær  gifin                           24

bondæ at han hafir alsiki ret af ti-

-ndæ sinum stande fore mæÞ tolf loh-

-fastum mannum

                         uarÞær hanum sak                             25

gifin at han hafir sum ret ok æi alt

uiti mæÞ en eÞe sinu ællær late ut

landæ ok bøtæ half mark æn um nokre

sakær æræ glømda Þem skal Þo mæÞ

Þæmmæ rætæ søkia. Æn um bøndær ok

biskop skil um loh Þa skal Þese sk-

-rift Þera i mællin skiftæ.

 

      >> om konæ jord         Knud k.u

 

Sæl man sinnæ kunu iorÞ miinne æ-

-llær mere Þa skal hun atær gialdæ

mæÞ uitnisbyrÞ Þa skal næfnæ til

goÞæ man af landsÞing Þre mæn ællær

fire ok uita hore goÞ hun ær ok æf-

-tir Þera uitnisbyrÞ Þa skal hun a-

tær gialdæs hafær hin iorÞ da gia-

-ldæ.





Danmarks konger


--nd kunung ViÞlefs sun.                        (---nd) kongen Vidlevs søn

Þa var uffi kunung.                                     da var Uffe kongen

Hin starke Varmunda sun.                           den stærke, Varmundas søn

Þa uar Þan kunung Uffa sun                        da var Dan konge, Uffes søn

Þa var HuÞlef kunung ok Uffa sun                da var Hudlev konge og Uffes søn

Þa var FroÞe kunung                                   da var Frode konge

hin storlætne Hughleks sun.                         den storladne, Huglegs søn

Þa var Þan kunung                                      da var Dan konge

hin dahfulli FroÞa sun                                   den dagfulde, Frodes søn

Þa var FriÞlef kunung Þans sun                    da var Fridlev konge, Dans søn

Falka het drotning hans                                 Falka hedder hans dronning

Þa uar FroÞe kunung                                    da var Frode konge

hin friÞgoÞe FriÞlefs sun                              den fredgode, Fridlevs søn

Uluild het drotning hans                                Ulvild hedder hans dronning

Þæsi uaro alli fore gus byrÞ                          disse var alle for Guds byrd

ok var Þa gus byrÞ i FroÞa                           og var da Guds byrd i Frode

 

 

 

 

 

      kunungs dahum : : : :                                     kongens dahum : : : :

Þa var Fridlev kunung, FroÞa sun                   Da var Fridlev konge, Frodes søn

EriÞa het drotning hans Þa var                       Erida hedder hans droning.  Da var

FroÞe kunung hin harÞe FriÞl-                        Frode konge, den harde Fridlevs

efs sun Þa var Ingæld kunung                        søn.  Da var Ingæld konge

FroÞa sun Sværtæ het drotning                      Frodes søn, Sværta hedder hans

hans Þa var Olaf kunung Ingæl-                      dronning.  Da var Olaf konge Ingæl-

-s sun ok Svætæ Þa var FroÞe                       -s søn og Sværte. Da var Frode

kunung hin frøknæ Olafs sun                          konge, den frøkne. Olafs søn

AllofÞ het drotning hans Þa var                       Allofd hedder hans dronning.  Da var

Haldan kunung FroÞa sun Þorilda                   Halvdan konge, Frodes søn Dorilda

het drotning hans Þa var HiÞing                      hedder hans dronning. Da var Hidding

kunung hin høueske ok FroÞa                         konge, den høveske og Frodes 

sun Hilda het drotning (hans)                           søn. Hilda hedder hans dronning

 

 

 

 

--- ællespont ok uan dynu burh              --ællespont og van Lüneburg                    

til skat. Þa var FroÞe kunung.                 til skat. Da var Frode konge        

Hadings sun , han drap en dr-               Haddings søn, han dræbt en                           

-aka ok skataÞe annantima Þy              drage og skadede andengang                          

Þist land ok frisland ok br-                     Tyskland og Friesland og                         

-itanniam Þa var Haldan kun-             Britannian. Da var Halvdan                                 

-ung, FroÞa sun, han drap sina       konge, Frodes søn han dræbte                              

brøÞær fore Þy at han uildi            sine brødre, fordi han ville                                     

haua rikit. Þa var Ro, FroÞa                have riget. Da var Ro, Frodes                       

sun han bygdi føst rosk-                      søn han byggede først Roskilde                 

ildo ok hælhe kunung hans                   og Hælge kongen, hans                   

broÞer drap kunung Holb-                       broder dræbte kongen Holb-             

-rod af Sueriki ok skataÞe                     -rod af Sverige og skadede                

ÞriÞia tima ÞyhÞist land.                        tredje gang Tyskland.                   

 

 

Þa var Rolf kunung Krakæ Hæ-              Da var Rolf konge Krake Hæ-

-lhæ sun i hans tima var hialti                 -leges søn i hans tid var hialti

ok biærghi ok hans mahg het                   og biærghi og hans mahg hedder

Iarmar Þa var HøÞær kunung i                Lamar. Da var Høder konge i

Sveriki i hans tima var balÞæ-                 Sverige i hans tid var Balder

-r Þouhma sun kunung af Sial-                 Douhmas søn konge af Sjæl-

andæ Þa var RoÞrik kunung hø-              -land. Da var Rodrik konge

-ÞÞærs sun i hans tima varu s-                Høders søn i hans tid var

-længe ok Væke ok Oruændæn d-           Slænge og Væke og Oruænden

-rap Slænga ok AmbluÞe drap                 dræbt. Slænge og Amblude dræbt

atær han Þe varu kununga i I-                  igen han. De var konge i

-utlande ok hans mah het Vi-                    Jütland og hans mag hedder

-Þlek Þa var Værmund kunu-                   Vidlek. Da var Værmund konge

-ng ViÞlesÞ sun i hans tima var                Vedles søn i hans tid var

Køte ok Uihi Frødins synir                    Køte ok Viki Frødvins søner  

Þe hæfndu faÞurs a kunung                 de havde a konge as fader

Atild af Sveriki Þa var Uff-                    Atild af Sverige. Da var Uffi

-i starke værmunda sun han s-             Starke, Væmundas søn han

-kataÞe fiarÞe sinni ÞyhÞisk                skadede fjerde gang Tyskland

ulande Þa var Þan kunung                    Da var Dan konge

Uffa sun, han drap tua høf-                   Uffes søn, han dræbte to høf-

Þinga af Sveriki HemoÞ ok Hag-           -dinga af Sverige, Hemod og

-rim Þa var FroÞe kunung Huh-              Hagrim. Da var Frode konge

-lesÞ sun han drap Fregær k-                 Huglevs søn, han dræbte Frøger

-unung af norhÞe ok ti Þærra hæ-          af Norge og ti dærra hær

-r tva Þa var Þan konung dah-                 to. Da var Dan konge dah-

-fulli FroÞa sun han var a tolfta               -fulli, Frodes søn, han var i tolvte

 

 

vintri Þa han skataÞe fæmtæ                 vinter da han skadede femte

sinni ÞyhÞisland Þa var FriÞ-                  gang Tyskland, Da var Frid-

-lef Þans sun han skattæÞe br-               -lev hans søn, han sjadede

-itanniam Þa var FroÞe kunu-                  Britannian. Da var Frode konge

ng FriÞgoÞe FriÞlefs sun i                       Fridgode Fridlevs søn. i

hans tima var gesus kristus                     hans tid var Jesus Christus

føt i IuÞalande Þa var FriÞle-                   født i Judaland. Da var Fridlev

-f kunung FriÞgoÞa sun han                    konge, Fridgodas søn. Han

drap kunung Amænd af noreh-                dræbte kong Amænd af Norge

e ok en grim draka Þa var F-                  og en grim drage. Da var                          

-roÞe kunung FriÞlefs sun                       Frode konge. Fridlevs søn.

i hans tima kum StarkaÞar                      I hans tid kom Storkøder

Storværka sun han drap U-                      Storværkas søn, han dræbte

-isius Þa var Inggiæld kunung                  Visius. Da var Inggæld konge.

            

                          FroÞa  s k

FroÞa kunung sun i hans tima d-                 Kong Frodes søn. I hans tid

rap StarkaÞær siu synir suært-                   dræbte Starkader syv sønner

-ngs Þa var oÞe kunung Olafs                     Sværtings. Da var Ode konge Olafs

sun han drap sin broÞær fore Þ-                  søn, han dræbte sin broder fordi

-y at han vildi raÞa rikit Þa v-                      han ville have riget. Da var

-ar Haldan kunung FroÞa sun                      Halvdan konge, Fordes søn.

han giorÞe marhÞ Þyr Þing Þa                    Han gjorde mange dyre ding.  Da

 var Sivald kunung i hans ti-                        var Sivald konge i hans tid

-ma flyÞi StarkaÞær af striÞ Þa                   flygtede Starkader af strid. Da

var GuÞriÞ SihÞars systur                           var Gudrid Sigdars søster

sun i hans tima varo fem h-                          søn. I hans tid var fem

-øfÞingga i Danmark ok Sue-                        høfding i Danmark og Sve-

-rikis kunung skipaÞe en Ra-                        -riges konge skiftede en ræ-                  

-kke at varÞa kunung i Danmark                   -kke de var konge i Danmark.

 

 

Þa var Haldan kunung han var                      Da var Halvdan konge, han var

en Þriuin hælæÞæ i sin vapn Þa v-               en triven helede  i sin våpn. Da 

-ar Harald Hilditan han giorÞe                        var Harald Hildtan han gjorde

marh dyr Þing  Þa var Olle kun-                     mange dyr ting. Da var Olle konge

-ung han var sua grim at asy-                        Han var så grim at se

--num at StarkaÞar fiol niÞær as-                   at Starkader faldt ned for ham på

-in knæ fore han Þa var Emundær                 sine knæ. Da var Emunder

Olla sun kunung i hans tima lot St-                 Olles søn konge, i hans tid lod

-arkaÞar dræpa sik af HaÞero Þa                    Starkoder dræbe sig af Hadero.

var Sihar kunung ok hans bro-                         Da var Sigar konge og hans

Þer BuÞæl Þa var Larmund kun-                     broder Budel. Da var Lamund

ung han drap Ismar Uinda kun-                       han dræbte kong Ismar Vinda.

ung Þa var Snio kunung i hans                       Da var Snio konge, i hans 

tima Unna dænir Lumbardi Þa u-                    tid  Unna underdanigt Lombardei. Da

-ar Gøtrik kunung han skattaÞ-                var Gøtrik konge han skadede

-e siata tima ÞyÞistland ok ælt-               sjette gang Tyskland og ælte

-e kæisar Karl Þa var Ræhinar k-              Kaiser Karl. Da var Ræhinar    

-unung LoÞbroke han giorÞe m-                konge Lodbroke han gjorde

-ahhæ dyræ gærningga og hafÞ-               mange dyre gerninger og havde

-e tolf synir Þa var Erek kun-                     tolv sønner. Da var Erik konge:

-ung først kresten af Danmar-                    Første kristen i Danmark

-k af Sankto Ansgaria Þa var Lo-               af Sankt Ansgar. Da var Lote

-ta Knut kunung han doheÞen                   Knut konge, han død som heden. 

Þa var FroÞe kunung han van                   Da var Frode konge, han van

Ænghland Þa var Gorm kunu-                    England. Da var Gorm den 

ng gamble ok hans drotning                       Gamle konge og hans dronning hedder

Þyri Þa var Harald blatan                           Thorvi. Da var Harald Blåtand

 

 

kristin Þa  var Sven tuihhuskæg                kristen, Da var Sven Tveskæg

Þa var Knut gamble han førÞ-                    Da var Knut den Gamle, han førte

-e først klostormæn i Danmark Þ-              først klostermænd i Danmark.

-a var Mahnus kunung Olafs sun Þa           Da var Magnus konge, Olafs søn. Da

var Sven kunung ÆstreÞo sun Þa var        var Sven konge, Estrids søn. Da var

Harald kunung ok hans broÞer                    Harald konge og hans broder

Knut i OÞensø ok Olaf Hungær                  Knut i Odense og Olaf Hunger

Þa var Erek ArgoÞe ok Nikula-                   Da var Erik Argode og Nikulas

-s Þa var Erek Amunæ Þa var E-               Da var Erik Amunæ. Da var

-rek Lamb Þa var Sven Þa var                    Erik Lamb. Da var Sven. Da var

Valmar ok hans synir Knut ok                     Valmar og hans søn Knut og

Valdemar Þa var Vardmar ok                      Valdemar. Da var Vardmar og

hans broÞer Sankte Erek æ-                       hans broder Sankt Erik, er

-r martiliæÞær var viÞær sl-                        >martiliædær<  var mod 

 -øsvik Abel ok Kristofær Þa             Slesvik. Abel og Kristofer. Da

var Erik kunung Þa var Erek              var Erik konge. Da var Erik

Ereks kunungs sun Inggibo-               Eriks kongens søn. Ingeborg

-rhÞ het drotning hans hær                 hedder hans dronning.  Her

byrias landamærke mællin D-             byrias landemærke mellem 

-anmark ok Sveriki Ømundæ-             Danmark og Sverige. Ømunder 

-r Slema var kunung i Opsal-               Slema var konge i Uppsala

-um ok Sven tiuhuskæg i Danmar-       og Sven Tveskæg i Danmark

-k Þa sattu riftir mællin riki-                 Da sættes rifter mellem rigerne

-n mællin Sveriki ok Danmark             Sverige og Danmark

Nu næmdis af Sveriki Ran-                           

-galdi af tinda lande BotviÞ-

-ær af Hælsingga lande Bote a-

-f fiæÞrundæ lande Grimalde

 

         

 

af Østræ Gøtlandæ, Tole ok Tote

ok Tokke af Iutlande, Kunkkil af

Sialande Þan af Skane Grimmulf

af Grimutunum af Hallande a

sattu Þæ tolf stana sær mæl-

-lin rikin bæÞe. første sten star

a snutruase annar i Danabæk Þ-

-riÞi ær kirkiu sten fiarÞe

i Uraksnøs fæmte hvite ste-

-n siate ær Brimsæ sten star

mællin Blækøng ok møre Þ-

anahulm ær skiftær i Þre løt-

-er en lot a Þana kunung annan

Suia kunung ok ÞriÞia Norehs

    

                        

kunung Nu byrias i danaholm

af danaholm ok i Stamusund

af Stamustund ok i Klifiær af

Klifiær ok i Nætræs af Nætræ-

-s ok i Flakbæk af Flakbæk ok

i Sandsio af Sandsio ok i Aldr-

amanna brækkiu af Aldraman-

-na brækkiu ok i duærhareuÞ af

duærharyÞ ok i Eno af Eno ok

i Klintomosæ af Klintomosæ

ok i Sinvas af Sinvas ok i Di-

-upadal af Diupadal ok lyhn-

-i af Lyhni ok i annan diupa

dal ag diupadal ok i Þræsnæs



af Þrælsnæs ok i Ornabiarhg

af Ornabiarhg ok i Ganorør

af GaÞnorør ok i MæÞælnæs a-

-f MæÞælnæs ok i Visluland af 

Visluland ok i Væbiærhg af Væ-

-biærh- ok i Ælleros af Ælleros

ok i Skutruas af Skutruas ok

i KlokkobiarÞh af Klokkobi-

-arÞh ok i Mialka af Mialka

ok i Mæse af Mæse ok i Byrø

af Byrø ok i Spatu af Spa-

-tu ok i Spatuas af Spatuas

ok i AstabiarÞh af AstabiarÞ-

-h ok i Stratu af Stratu ok i


ØstbuÞa af ØstbuÞa ok i Da-

-nabæk af Danabæk ok i Skatu-

-sia af Skatusia ok i Botn af B-

-otn ok i Ørsiø af Ørsiø ok i

Rabæk af Rabæk ok i Kunung-

-auah af Kunungauah ok i Mø-

'tyrtædal af Møtyrtædal ok

i Bøksio af Bøksio ok i Fly-

-isvik af Flyisvik ok i Barn.

Þær hittis at væstragøtland ok

finniÞi ok Halland ag Barn ok

i ØstvihÞi af ØstvihÞi ok i sp-

-ado af Spado ok i Spadobotn



af Spatobotn ok i Biarhsio af

Biarhsio ok i Tolesio of Toles-

-io ok i Sahæsio af Sahasio ok

i Mæhinsio af Mæhinsio ok i sk-

-ærsio af Skærsio ok i Hanaø

af Hanaø ok i Mal af Mal ok i

Sændo os ok i Sahsio af S-

-ahsio ok i Skyæsio af Skyæsio

ok i Skyæbæk af Skyæbæk ok

i Ekebæk af Ekebæk ok i Ananis-

-i af Anaisi ok i Vatu af Vatu ok

i Valsio af Valsio ok i Rasio af

Rasio ok i Rakalf af Rakalf ok


i Granifal af græifal ok i Skat-

-amosa af Skatamosa ok i Hiort-

-as af Hiortas ok i NisærkuiÞ

af NisærkuiÞ ok i Domnærmos-

-æ af Domnærmosæ ok i Dumpn af

Dumpn ok i Østrahæf mællin

Blekong og Møre var faÞir Þa-

-r i Himmiriki ær gøme tuli f-

-ran vit ok varÞe h :::::::

 

drømde mik en drøm i nat um            drømte mig en drøm i nat  om

silki ok ærlik pæl                              silke og ærlig pæl