CODEX RUNICUS

                                              Skånske Lov  

                                                        Kap. 1 - Kap. 161

Kap. 1

Får en mand en kone, og dør han, før hun får barn, og siger hun og hendes frænder, at hun er med barn, da skal hun hensidde uden skifte i deres følles bo i tyve uger og sammen med sin værge have tilsyn dermed. Er hun da ikke med barn, og er der gode kvinders vidnesbyrd derom, da skiftes deres ejendom, hus og løsøre og købejord med halvdelen til hende og halvdelen til husbondens arvinger; anden jord skal gå til de rette arvinger (efter ham)


Kap.2

Siger moderen og hendes frænder, at der var født et barn efter faderens død, og faderens fræn- 

der nægter det, da skal moderens værge bevise med to mænds vidnesbyrd og tolv mænd udtaget af hans slægt, at der var født et barn, og bede Gud hjælpe sig, så sandt som det barn var født med negl og med næse, med hud og med hår og fik sin kristendom og derfor skal have ret til arv.

 

Kap.3

Hvis et barn bliver født, da skal det have Gudfader og Gudmoder i kirken og få sin kristendom af præsten. Men bliver det så sygt, at det ikke kan komme til kirken, og får da       

sin kristendom af en anden mand eller af en kvinde, da har det ret til arv, som om det var døbt i kirken; men får det ikke kristendom, da har det ikke ret  til arv, for højmand kan ikke arve.


Kap.4

Var konen død og overlevede hendes barn, og der uenighed om, hvem af dem, der levede længst, barnet eller moderen, eller de er uenige om, hvorvidt barnet fik sin kristendom, da er den nærmere til at føre bevis,at det fik sin kristendom, og at det overle-


-vede sin moder, end modparten. Det samme gælder med hensyn til fader som med hensyn til moder. Man skal med mænds vidnesbyrd og tylvtered af mænd udtaget af sin slægt bevise, at barnet overlevede sin fader eller moder og fik sin kristendom. Det er sagssøgeren, der skal udtage (mændene)

 

Kap. 5

Får husbondens søn sig en kone og fører hende ind i boet hos sin fader og avler børn med hende, og der bliver truffet overenskomst om fælliget mellem dem,

hvis husbondens søn da dør, da skal alle hans børn hver tage fuld lod sammen med deres farfader (og deres faders søskende) såvel

i købejord som i løsøre, men af hans fædrenejord får de intet, medmindre farfaderen vil give dem noget.Træffes der overenskomst om fælliget, da får de ikke mere end det, faderen ejede i boet.

 

Kap. 6

Får en mand, som har børn, en kone og fører hende i gårde til sig og sine børn, og træffes der ikke overenskomst om fællig med hensyn til hendes Gods, og hudbonden derefter dør, da får konen ikke mere end en hovedlod over for hans børn, selv om hun førte hundrede mark ind, og husbonden og hans børn ikke havde mere  end tre mark eller mindre bortset fra deres jord.                     

Således er det også, hvis det var husbonden, der kom i gårde hos en kone, der havde børn.

 

Kap.7

Kommer to ægtefæller sammen på lovlig vis, og den ene af dem har en mark og den anden hundrede mark, og skilles de senere enten ved døden eller i levende live, da skal deres bo altid deles lige over mellem dem, eller, hvis de er døde, mellem deres arvinger,

for så vidt angår købejord og løsøre; anden jord skal gå til de rette arvinger. Får de arv, og der ikke finder barnmyndig eller arvebed sted, da skal arven gå til de rette arvinger.


 

Kap.8

Husbonden kan ikke lovligt sælge sin kones jord, før                   

han har erhvervet ret dertil ved barnmyndig. Sælger han alligevel, da står det fast, fordi hun ikke kan rejse klage over hans gerninger, så længe han lever. Dør husbonden, da kan hun rejse krav mod hans arvinger om erstatning, lige så vel mod sit eget barn, hvis et sådant findes, som mod andre arvinger.


Kap.9

Skilles de i levende live på grund af Guds ret, da skal hun rejse krav mod husbonden om erstatning og kan ikke gøre krav på jorden, hvor den ligger, fordi han var hendes værge, da hun solgte. han har jord, da skal han give erstatning i den. Har han ikke jord, skal han give løsøre i erstatning.

 

Kap.10

Sælger husbonden

sin egen jord bort, da er konen eller hendes arvinger ikke pligtige til at erstatte husbonden eller hans arvinger den, for han er både sin egen værge og sin kones værge, og før han fik konen, kunde han afhænde sit eget.

 

 

Kap.11

Sælger husbonden sin kones jord bort, og får de ikke børn sammen, og skilles de enten ved døden eller i levende live, og husbonden har jord, da skal han -- eller hans arvinger, hvis han er død -- give hende -- eller hendes arvinger, hvis hun er død --lige så megen jord i erstatning, som han bortsolgte af hendes --.                 

jord. Har han ikke jord, da skal han give erstatning i løsøre og (desuden) tylvtered af odelbønder

 

Kap.13

Sælger en mand sin egen jord bort for tyve mark eller mere, og dør han, efter at han har modtaget købesummen, hvis hans arvinger da skal skifte med hans kone, og noget af købesummen er i behold, da tager husbondens arvinger det. Men alt det, der er forbrugt i køb og salg eller på bord eller dele bræt, det erstatter konen ikke og heller ikke hendes arvinger. Men sælger husbonden sin kones jord, hvad enten det er lidt eller meget, skal han altid give erstatning til hende eller hendes arvinger,

uanset hvad der er blevet af købesummen.

 

Kap.12

Sælger husbonden sin ægtehustrus jord, og har de ikke børn sammen, hvis husbondens kone da dør, og hendes arvinger rejser krav mod husbonden, da skal han udlevere det, han vil, til hendes arvinger og desuden sværge med tylvtered af odelbønder. Er den husbond død, over hvis handling der klages, da skal hans arvinger sværge det samme med den samme ed.

 

kap.14

Sælger en husbond, som ikke selv har jord, sin kones jord og rejser arvinger klage efter kones død, skal husbonden give erstatning til arvingerne i løsøre og (desuden) sværge med tolv odelb----.

 

 

 

ønder. Vil husbonden ikke udlevere og give erstatning til arvingerne, skal arvingerne stævne ham til et ting og til et andet. Kommer han ikke til de to ting, skal han bøde til sagsøgeren to øre for hvert ting. Derefter skal de stævne ham til et tredje ting. Står han dem da ikke til rette, skal han bøde tre mark til kongen. Nægter han, at han er sagsøgt, skal han nægte med tylvtered ad odelbønder.


Kap. 15

Så længe husbonden lever, kan konen aldrig rejse klage over hans gerninger, uanset hvad han gør med hendes ejendom.


Kap.16

Alt det, et barn vinder ell--

-er tæber i fællig, det angår alle dem, der er sammen i fællig.

 

Kap.17

Vil bærn skilles fra deres fader, skal federen drage til landstinget eller herrertinget og lyse, at de vil skilles fra ham, og give sine børn, hvad han vil, mens han lever, og mere kan de ikke kræve, så læpnge han lever. Og efter at han har gjort søledess, skal børnene selv hæftee for deres gerninger. Manddrab skal faderen og frænderne bøde sammen med dem, således som loven er.


Kap.18

Rejser en mand klage mod faderen over et barns gerninger og siger, at barnet er i 

fællig med ham, og det ikke er tilfældet, skal barnets fader bevise dette med sit tingvidne - det er to mænd - og være fri for dens krav.


Kap.19

Rejser børn krav om deres fædrenearv efter deres faders død, og de tidligere har fået en lod af deres fader, skal de føre det tilbage, som de tidligere har fået, bøde løsøre og jord, og for jorden skal de give tylvtered af odelbønder og for løsøret tylvtered af lovfaste mænd, og de, der er udskiftet, har ikke ret til at gøre andet, medmindre alle arvinger går ind på det. Vil de --                                  

ikke føre tilbage, skal de, der sidder i (den faderene) bolig, stævne dem til landstinget eller til Herredtinget. Men vil de ikke føre tilbage på den lovdag, som tingmændene fastsætter, da skal de bøde tre mark til kongen for lovløshed, men arvingerne kann dog lige som før kræve deres udleveret.


Kap.20

Dør et barn i fællig med fader og moder, da betragtes det i enhver retlig henseende, som om det intet barn havde været.                

 

Kap.21

Dør husbonden, og der findes en udarving, således at det er husbonders barn og hans kones stifbarn, hvad enten det er i fællig eller uden for fællig, da bevirker det, at der opstår en lod for de-

d døde til skifte mellem alle hans børn. Men således er det ikke på kvindens side.

 

Kap.22

Dør husbonden, og har han med sin kone både døtre og sønner, tager deres moder samme lod som en søn og datter halvt så megt. Er dder moder og kun døtre og ingen søn, taker alle lige så meget som moderen. Denne ret gælder købejord og løsøre. Fædrene jorden tager børnene, datter halvt så meget som søn.


Kap.23

Dør børnenes moder, da gælder samme ret med hensyn til at skifte, kun med den forskel, at husbonden eft--                                                

 

-ir sin kone erhverver en lod ved barnmynding både i løsøre og jord som fadrenearv til alle sine børn. Har husbonden kun sønner, da tager han ikke mere end en søn. Har han kun døtre, tager han altid fuld lod over for dem. Har han ikke mere end én datter med sin kone, da har han ret til to lodder af hendes mødrerne jord, fordi han altid er mand og derfor erhverver mands lod.


Kap. 24

Alt det, som moderen får, og som kaldes møderne gods, tager alle hendes børn efter hende, bøde tidligere kuld og senere, hvor mange de end er, såvel 

købejod som løsøre.


Kap. 25

Sidder husbonden og konen barnløse sammen, og en af dem dør, tager den dødes arvinger - såvel kones arvinger som husbondens - halvt af alt (over for) den (overlevende). Denne ret gælder om købejord og løsøre. Anden jord går til de rette arvinger, således som loven er.


Kap. 26

Bliver der strid om jord, således at nogle kalder den fædrene eller mødrene jord og nogle købejord, skal de, der vil bevise, at den tilkommer alle, være nærmest til at føre bevis.


Kap. 27

Er de søskende ok ikke har samme fader eller samme moder, og bliver de uenige og skiftet, nemlig om, hvad 

der er fædrene, og hvad der er mødrene, når der skal skiftes, da skal deres samfrænder skifte imellem dem, således at en af vedkommende søskende udvælge seks af deres frænder, og en anden udvælge andre seks, og de tolv frænder skal sværge, at de vil skifte ret imellem dem. De tolv mænd skal gøre det til fædrene og det til mødrene, som de vil.


Kap. 28

Er de samsøskende, og er de uenige om skiftet, da skal de også udvalge tolv af deres frænder til at skifte imellem sig.


Kap. 29  (Lib. 2.)

Får en husbond eller hans kone arv, og der ikke finder barnmyding eller arvebed sted, og

de skilles i levende live eller ved døden, skal hver af dem - eller der arvinger - have rådighed over sine arve både jord og løsøre, alt undtagen det, der er kommet på bord og delebræt, det erstattes ikke. Nægtes noget, enten jord eller løsøre, skal den, der nægter, sværge angående jord med tylvtered af odelbønder, angående løsøre med tylvtered af lovfaste mænd. Finder der barnmynding eller arvebed sted, skal hver have rådighed over sin jord. Hus og løsøre skal gå til skifte mellem alle rette arvinger, således som loven er. Nægtes noget, skal han give ed derfor, som før er sagt.


Kap. 30  (2,2)

Det samme ret gælder om guld som jord,

at arv skal gå til de rette arvinger. Men købes jord med guld, da arves den som anden købejord. Det guld, det er i behold, går til de rette arvinger. Det, der er forbrugt i køb og salg, det erstattes ikke.


Kap. 31  (2,3)

Tages arv mod arv, da beder de hinanden, hvis arven er tre mark og ikke mindre. Selv om den ene er fyrretyve mark, skal enhver arv altid gå op mod den, uanset hvor den er taget. Men hvis der bliver taget flere arve på den ene side, da skal de gå til de rette arvinger. Nægtes noget, skal man give samme Edsbevis som før er sagt.


Kap. 32  (2,4)

Nægtes hele arven, skal 

den, der nægter, sværge med tre tylvter, selv om arven ikke er mere end en øre værd. Indrømmer han noget, skal han udlevere det og desuden give tylvtered.


Kap. 33  (2,5)

Dør en mand, og har han børn, skal de take arv efter ham. Har han børnebørn og intet barn, skal de tage arv, således som enhver skulde tage efter sin fader eller moder. Er der på den ene side et barnebarn og på den anden side flere, da skaldet ene tage lige så meget efter farfader eller mormoder som alle de andre, således at hvis en broder har en

datter ogen søster tre sønner, eller flere, da tager den ene datter lige så meget som alle hendes sønner.


Kap. 34  (2,6)

Er der intet barn og intet barnebarn, men barnebarnsbarn eller (afkom) længere ude, da skal arven gå efter mandtal, og kvinder tager da loge så meget som mænd. Og arven skal overalt gå fremefter, så længe der er arvinger og slægtninge til. Er der ingen fremarvinger, og er der gangarv, da tager kvinder lige så meget som mænd.


Kap. 35  (2,7)

Dør en mands søn, og har han ikke et barn, som er ret arving,

da skal hans fader tage alt efter ham og ingen af hans søskende, ikke halvbroder så lidt som nogen anden. Hvis den døde efterlader moder og ingen fader, da tager hun ikke mere end én lod over for sine andre og dens døde søskende.


Kap. 36  (2,8)

Døe en mand, og har han ikke børn og ikke børnebørn eller andre fremarvinger, ikke fader og ikke moder, ikke broder og ikke søster, da er farfader og farmoder, morfader, mormoder, farbroder og faster, morbroder og moster, broder søn og broderdatter, søstersøn og sø--

-sterdatter alle lige nær til at  efter den døde, kvinder lige så meget som mænd, fordi det er gangarv, og når arven går til e arvinger, tager enhver, som er i slægt med den døde


Kap. 37  (2,9)

Giver husbonden sine børnebørn jord i sin levetid og skøder og overgiver dem den, og går det således, at husbondens børn efter hans død rejser sag om jord mod hans børnebørn, nemlig angående den jord, som han gav dem, skal disse have ret til at føre bevis for, at deres farfader gav

og skødede til dem. Men han må ikke give dem mere, end hvad der ville tilkomme dem som fædrene-eller mødrenearv. Har børnebørnene ikke (jord) i deres besiddelse, da har husbondens børn ret til at føre bevis for, at deres fader ikke skødede til børnebørnene. konen kan gøre det samme over for sine børnebørn som husbonden.


Kap. 38  (2,10)

Vil husbonden gå i kloster, mens han er sund og frisk, da kan han drage derind med hele sin hovedlod. Bliver han syg, da kan han give halvdelen til et kloster, eller til hvem --

han vil, men ikke mere fra arvingerne, hverken til kloster eller til andre mænd.


Kap. 39  (2,11)

Giver husbonden sit barn i kloster, da må barnet ikke kræve arv efter hans død, medmindre han vil give til barnet noget.


Kap. 40  (2,12)

Har en mand andre arvinger end sine børn, da er alt det, han har, både i løsøre og jord, hans hovedlod. Har han et barn, da er dens halvdelen af det, har har. Har han flere børn, da tager han lod sammen med hvert af dem, alt efter som han har børn til.


Kap. 41  (2,13)

Bliver en mand så hjælpeløs og fattig, så at

han ikke self kan klare sig, eller alderdom og sygdom kommer over ham, da må han tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de skal tage imod ham. Ønsker den uføre det og ligeledes hans arvinger, da skal de skifte hans ejendom imellem sig, og den uføre skal da gå på omgang imellem dem, og det skal de lyse på tinget. Vil den uføre ikke på denne måde gå på omgang imellem alle arvingerne, da skal han skifte sin ejendom mellem alle sine arvinger i hov--

-edlodder og ligeledes en hovedlod til sig selv, og derefter kan han være, hos hvem han vil, med sin hovedlod. Er den uføres hovedlod større end tre mark, da skal den, som han var hos, have det for sit arbejde.


Kap. 42  (2,14)

Vil arvingerne ikke tage imod den uføre, da skal han drage til tinget og lyse for tingmændene, at de ikke vil tage imod ham, og derefter skal tingmændene fastsætte en lovdag far al--

-le arvingerne og for den, der vil fledføres. Vil arvingerne ikke komme til tinget og ikke tage imod ham, da skal han have ret til at drage, til hvem han vil, med alt det, han ejer, dog således at han først skal have lovbudt sig til alle sine arvinger.


Kap 43  (2,15)

Den, der på tinget tager mod den, der vil fledføres, skal hæfte for alle hans gerninger, uanset hvad han gør, såvel med hensyn til kongens og ærkebiskoppens ret som iøvrigt.

Dræber han en mand, da skal den, der har taget imod ham, bøde en tredjdel af hele mandeboden og frænderne to tredje--

--del af hele mandeboden og frænderne to tredjedel. Bliver han dræbt, skal han også tage lige så meget af hele bøden i forhold til frænderne.


Kap. 44  (2,16)

Klager en fledføring over, at han ikke har det så godt, som der var lovet ham, da skal bonden bevise med to mænds vidnesbyrd og tylvtered, at han har det så godt, som han lovede ham, eller tingmændene skal anvise pålidelige mænd til at undersøge, om han har det så godt, at han bør være tilfreds dermed. Vil han ikke modtage bevis og ikke være der, efter at gode mænd har synet -

- forholdene, da må han drage bort og kan takke sig selv derfor og får ikke en penning af det, han gav, medmindre han vende tilbage og være tilfreds med (at have det) som han før havde det.


Kap. 45  (3,1)

Dør børnenes moder, da må faderen ikke afhænde sine børns mødrene jord, medmindre han modtager lige så meget jord i stedet, undtagen så står lod, som han ved barnmynding får rådighed over efter sin kone


Kap 46  (3,2)

En dreng må ikke sælge sin sin jord eller på anden vis afhænde før han er femten vintre gammel, en pige aldrig før hun bliver gift. En enk-

-e må både bortsælge og mageskifte sin jord, men dog således, at den, der er nærmeste frænde og råder for hendes giftemål, er til stedet.


Kap. 47  (3,3)

Var børnenes jord ulovligt solgt eller købt, og gør de senere krav på jord og siger, at de har mistet den med urette, da skal de udlevere købesummen til den, der har jorden i hænde, og desuden (give) tylvtered af odelbønder på, at de ikke har mere at udlevere, og de skal have deres jord.


Kap. 48  (3,4)

Kommer børnene ud for så stor trang, at de ikke kan ernære sig uden at sælge deres -

jord, da må de sælge den med deres nærmeste frænders råd, og da står det køb fast.


Kap. 49  (3,5)

Tier børnene og rejser ikke klage i tre vintre, efter at de er blevet myndige, da har den, som har jorden i hænde, bevis retten på grund af den lovhævd, han har fået på den.


Kap. 50  (3,6)

Siger børn, at de var legebørn, da deres jord blev solgt, og køberen siger, at de var fuld voksne, da er køberen mærmest (til at føre bevis) med tylvtered og to mænds vidnesbyrd.


Kap. 51  (3,7)

Sælger en mand jord til en mand uden for slægtten, og fremsætter frænderne se---

--nere indsigelse om, at den ikke var lovbudt dem, da kan de ikke gøre krav på selve jorden eller rejse noget krav mod køberen, men (må holde sig til) sælgeren, fordi han ikke lovbød den til sine frænder. Indrømmer sælgeren, at han ikke lovbød til sine frænder, skal han bøde tre mark til dem. Nægter han, skal han give frænderne tylvtered af lovfaste mænd


Kap 52  (3,8)

Vil en mand sælge jord til en anden, da skal han skøde den på tinge, men skøder den ikke på tinge, da skal den anden mand lyse det på tinge.


Kap 53  (3,9)

Efter deres fader død skal børnene over for alle mænd af slægten og ligeledes over for alle andre mænd vær---

--ge alt det, som deres fader havde i sin besiddelse, jord med tylvtered af odelbønder og løsøre med tylvtered af lofaste mæand. Og han skal sværge, at hans fader havde det upåtalt og ubestridt.


Kap. 54  (3,10)

Giver en fader sit barn noget i hænde, og får det barn et andet barn og derefter dør det og barnebarnet lever, og bedstefaderen vil tage det tilbage, som han gav sit barn, da har barnebarnet ret til at værge sit fædrene gods over for ham, og hvem der (ellers) gør krav på det.


Kap. 55  (3,11)

Søskende kan, så længe de lever, forlange ---

udligning og ret skifte med hverandre, men dog således, at hver skal have bevisret med hensyn til sin jordlod, som han har fået bevis ved lodkastning. Han skal føre bevis for lodden med tylvtered af odelbønder. Hvis en af dem har afhændet sin lod, kan han ikke forlange udligning af en anden.


Kap 56   (3,12)

Skifter børn deres hustofter eller markjorder efter deres fader, og den ene (lod) er dårligere end den anden, og der, når de skifter, bliver givet erstatning herfor med anden jord, og den, de fik den dårlige (lod), da de skiftede, har forbedret sin (lod) med sin bekostning og ved sit arbejde, og den anden da rejser krav imod ham om den har til-------


i CODEX RUNICUS,

mangler resten af Kap. 56, 

også mangler  

Kap.57   (3, 13),  

Kap. 58  (3,14),  

Kap. 59  (3,15),  

Kap. 60  (3,16),  

Kap  61  (3,17)

Kap. 62  (3,18)

Kap. 63  (3,19)

også første 2/3 del af Kap. 64 (3,20)


dette er sidste del af

Kap. 64 (3,20)

---------- barn er således tinglyst og således kommet til sit fædrene gods, som nu er sagt, da tagher det fuld lod efter sine søskende, hvis det skal arve dem.

 

Kap. 65 (3,21)

Er der mange børn efter en mand, og en anden mand får lodderne, der tilkommer et eller to af dem i deres uskiftede jord, da medtages (ved lodkastning) så mange lodder, som der (nu) er ejere, og ikke så mange, som de var, så at hvor mange lodder en mand end har fårt i deres jord, skal de alle lægges sammen.

 

Kap. 66  (3,22)

Svarer en mand i en sag for en anden mand, da skal han lov--

-ligt aftale bødes eller edsbevis på hans vegne. Vil den, han svarede for, derefter ikke efterkomme hans løfte, da skal den, der svarede for ham, enten bøde eller føre bevis, det være sig jernbyrd eller edsbevis, thi den, som svarer uden at have ret dertil, skal holde det, der med urette er lovet.


Kap. 66 (3,22) er skrevet  2 gange 

Kap. 67 (4,1)

Bor mænd sammen i en by, og rejser nogle af granderne klage over, at en af dem har bebygget deres gade og forte, da skal de, der vil bevise, at (den bebygget grund) tilhører dem alle, have ret til at føre beviset, og derefter skal man udligne alle hustofterne, som de er uenige om, imellem sig i hele deres by. Er der en, der ikke vil lade det komme til reb og ret skifte, da skal granderne stævne ham for tinget -

eller for kongen eller for ærkebiskoppen og der lade fostsætte en lovdag for den, der ikke vil rebe. Vil han ikke rebe efter den fastsatte lovdag. da skal han sagsøges til (at svare) kongens eller biskoppens ret.


Kap. 68  (4,2)

Spærre en vej i byen for alle grænderne, da skal granderne bevise med tylvter ed af odelbænder og to mænds vidnesbyrd, at det er alfarvej.


Kap. 69  (4,3)

Spærres en vej for herredsmændene og hele bygden til købstaden eller til stranden eller til skoven, da skal herreds mændene føre bevis for deres vej, hvor de vil, med tylvter --

 - ed af odelbønder og to mænds vidnesbyrd. De tolv mænd, som skal føre bevis for vejen, skal udtages på tinget eller for kongen eller ærkebiskoppen. Vil de, der er udtaget dertil, ikke sværge om vejen, da skal de i bod udrede tre mark som kongens ret.


Kap.70  (4,4)

Er sogne mændene uenige om kirkevej, og kan de ikke blive enige indbyrdes, da skal ærkebiskoppen lade udtage tolv mænd af kirkesognet og lade dem føre bevis for vejen, hvor de vil. Vil de ikke sværge, da skal de i bod udrede tre mark som ærkebiskoppens ret.

              (4,5)

Den mand,

- der vil ødelægge en hovedvej med grøft eller med pløjning eller spærrer den med gærde, skal bøde tre mark til kongen.


Kap. 71  (4,6)

Bor mænd sammen i en b, og har alle en alminding tilsammen, skov eller lynghede eller anden ødemark, og nogle vil opdyrke og forbedre deres jord, og andre ikke vil, da skal de, der vil opdyrke den, stævne de andre, som ikke vil opdyrke den, til herredstinget eller landstinget og fastsætte en frist, da de skal komme til stede og rebe, da de, som vi---

-l det, opdyrke deres lod, og de, der ikke vilde komme til stede og skifte, får ikke skifte af dem, der har opdyrket, før de (selv) har ryddet og opdyrket deres jord.


Kap. 72  (4,7)

Er en by uenig med en anden by eller med en torp om markskel, da skal man udtage tolv mænd i bygden, som er oldinge, og lade den sværge marksel der, hvor de tør for Gud. Ligeledes hvis mænd i byen er uenige om ornum og andre jord, da gælder den samme lov. Dette er den edsformular, som de, der skal sværg, skal bruge: De skal bede --

-- Gud hjælpe sig, så sandt som de gør det hverken af partiskhed eller for gods, men fordi de tror, at det er rigtigt mark skel således. og de har hørt det således af deres forfædre. Vil en mand sagsøge dem, som markskellet er til svoret, (og siger), at han har erhvervet mere med køb eller på anden måde, da skal de forsvare sig med tylvtered af odelbønder, for oldinge må ikke gøre andet end sværge den, som de mener har ret, til be...------


------------------------ anden del af Kap 72 mangler ------

-----også mangler første del af Kap 73  (4,8)--


også mangler sidste del af  Kap. 73 (4,9)

helt bol kan bringe hele byen til rebning, hvor mange bol den end består af.

Vil fjerding ikke rebe med otting eller halvt bol med fjerding eller byen med et helt bol, skal sagsøgeren drage til herredsting eller til landsting, til ét ting og til et andet ting, og stævne dem, som ikke vil rebe, til tinge.

Kommer han ikke til stede og står til rette for sagsøgeren, skal han bøde to øre til ham for hvert ting, og derefter skal denne stævne ham til et tredje ting. Står han ikke til rette på det tredje ting, skal han bøde ---


tre mark til kongen for retsløshed.

 

Kap. 74  (4,10)

De mænd, der ejer jord i samme bol, kan lige så vel udligne med hinanden, efter at der er sået, som før, og den, der har besået en andens (jord), skal miste sin sæd.

Men således er det ikke, hvis et bol er uenig med hele byen, for da skal man vente, til kornet er afmejet, medmindre han nedlagde forbud, før de såede, for da skal de rebe og betale bødert og miste deres sæd, hvis der rebes noget fra dem.

 

Kap. 75 (4,11)

Sælger en mand sin markjord bort, mindre eller mere, og har han selv hus-toften tilbage og dertil ---

-- tre agre, én ager i hver vang, hvis der er tre vange, eller to agre, hvis der er to vange, eller én ager, hvis der er én vang, og går en anden mand senere hen og køber den samme hustoft med tre eller to eller én ager, efter som der er vange til, da kan han sværge al markjorden til hustoften, hvis der ikke er (givet jord til) vederlag.

Dette vil nogle mænd have til lov, fordi leding, inne og stud skal svares af hustoften, ellerskommer den til kort, der skal svare al skyld af --

hustoften alene og ikke af andet. Og skal det ikke være således, at man skal sværge markjord til hustoften, da hjælper rebning slet ikke, for hvis en mand altid skal have bevis retten på grund af sin besiddelse, og han ved, hvor meget han har mere end en otting eller fjerding og svarer således: Reb, hvis du vil, så meget har jeg fået i din lod, og det vil jeg beholde i kraft af min besiddelse, da er rebning ikke til nogen nytte, for der tages ikke noget som helst fra ham med rebning, og skal rebning nedlæg --

Der mangler første del af Kap. 76

---- anden, hvis der da rebes noget fra ham, da mister han det, medmindre han gør indsigelse, før der rebes; men gør han indsigelse, før der rebes, og siger således: 

>Reb, hvis du vil, men jeg eller mine forældre har erhvervet en øres jord eller mere af din jord, og den vil jeg på grund af min havd ikke miste, hvad enten den ved rebningen kommer til dig eller ikke<, da beholder han den og ellers ikke. Men det er dog rådeligst, at man sætter Gud og sandheden højre end noget andet og ikke opgiver G---.

--ud for jord.


Kap. 77  (4,14)

Lover en mand en anden mand (ved håndslag), at sælge ham jord og ikke holde løftet til ham, skal han bøde seks øre til ham eller give sjette mands ed.

Hvis han ellers lover, at han vil sælge, og ikke vil holde det, skal han bøde to øre, eller give tredje mands ed.


Kap. 78  (4,15)

Dette vil nogle mænd have til lov, at hvis en mand sælger sin jord bort og skøder, og han senere vil nægte, at han solgte og skødede den, da har den, der fik den, ikke bevisretten med hensyn til jorden, før han har fået lovhævd på den -- det vil sige (han høstet) tre afgrøder -- 


-- slev om han har vidne på skødningen. Gør en anden mand end sælgeren indsigelse, da skal sælgeren altid værge jorden for ham, indtil han får lovhævd på den. Kan han ikke værge den for ham, til han får lovhævd på den, skal han bøde tre mark til ham. Efter at han har fået lovhævd på jorden, skal han selv forsvare den med tylvtered af odelbønder, og to mænds vidnesbyrd over for enhver, der rejser krav, og efter at han har fået lovhævd på den, behøver sælgeren ikke --  

 at sværge sammen med ham, fordi han måske i en svigagtig hensigt kunde lade ham i stikken. men sker det, at jorden går ham af hænde, efter at han har fået lovhævde, fordi hans sælger havde fået den med urette, og han ---og de andre mænd med ham -- ikke vil værge den med mened, da kan han rejse krav mod sælgeren og få købesummen tilbage af ham eller edsbevis, for jord skal værge jord, eller mened sværges; det skal forstås således ----


der mangler

             Kap  79. (5,1)

             Kap. 80 

             Kap. 81  

             Kap. 82  

             Kap. 83   

             Kap. 84 

             Kap. 85

             Kap. 86

             Kap. 87

             Kap. 88 

             Kap. 89

og største del af Kap. 90  (5,7) 

resten af Kap.90 (5.7)

--- bliver en mand dræbt (i den tid kongen er i landet, skal drabsmanden miste sin fred og aldrig have den tilbage,) medmindre han løser den, således som kongen vil, og som dens dræbtes frænder vil.

 

Kap. 91 (5,8)

Sårer en mand en anden mand, imens kongen er i landet, skal han bøde for såret, som loven foreskriver, fyrretyve mark til kongen og fyrretyve mark til den, der fik såret, for fredsbrudet .


Kap. 92 (5,9)

Sker det, at en mand begår manddrab, skal han allerførst bøde en rate af sit eget, og derefter skal han sammenkalde sine fædrene frænder, og de skal overveje, hvor mange de er, der skal bøde en rate, og hvad der tilkommer enhver af dem at -----

 

- bøde. Broder skal bøde mest og brodersøn halvt så meget, og efterhånden som slægtskabet bliver fjernere, bliver bøderne stadig halvt så store, lige til indtil de bliver af en ørtugs værdi. Derefter kan die ikke blive mindre. Når en fædrene frænder har gjort således, skal de mødrene frænder gøre på samme måde.Er der en broder, skal han bøde halvt med de fædrene frænder og halvt med de mødrene frænder, således også den frænde, der på begge sider er i slægt med den, der dræbte manden.Halvbroderskal bøde hele sin bøde på den side, han tilhører.

---Men ved ættebod skal man ikke gå længere end indtil bøden er skaffet til veje, og man skal ikke kræve ættebod for et barn, som bliver født, efter at manden er dræbt.


Kap. 93 (5,10)

Mister en mand en næse, da skal han tage fuld mandebod. Således også for tungen. Således også for begge øjne og begge hænder og begge fødder. Mister en mand et øje og en hånd eller fod, da skal han tage halv mandbol. Mister en mand sine redskaber nede i bukserne, skal han tage fuld  --

mandebod. Mister han et af dem, da skal han tage halv mandebog. Men der er dog også et af dem, der går til fuld mandebod, hvis han mister det.


Kap 94  (5,11)

Får en mand lyde på et lem, så han ingen nytte har af det, skal den, der tilføjede lyden, bøde halvt så meget derfor, som hvis det er helt borte.


Kap 95  (5,12)

For en hånd skal man bøde halv mandebod og for en tommelfinger halvt så meget og for den finger, der er nærmest, halvt så meget som for en tommelfinger --- 

-- og derefter (det samme) for de andre fingre. Uanset om sår eller lyde bliver mest, skal der altid bødes for det, som bliver mest. således er det også med hensyn til en mands øre og


              (5,13)

med hensyn til en mands tæer og alle de lemmer, som man kan dække med sit hår eller med sine klæder, der skal man altid bøde det, der er mest, sår eller lyde. Lyde skal

bødes efter undersøgelse af gode mænd, således som de vurderer bøderne derfor.


Kap. 96  (5,14)

For hulsår skal man bøde seks mark, så gode som to mark sølv, eller give to ---

-- tylvters ed. For kødsår skal man bøde tre mark, så gode som en mark sølv, eller give tylvtered for stanghug eller slag seks mark, så gode som to mark sølv, eller to tylvters ed. Til en mand, der ikke har fået lyde, skal der, hvad sår han end får, ikke bødes mere end fem mark sølv.for fem sår skal der bødes til manden og ikke for flere, selv om han får femten. selv om der også er flere hulsår, skal der aldrig bødes mere til en mand, der ikke har fået lyde, end fem mark sølv.


Kap. 97  (5,15)

Bliver en mand dræbt, og er der nogle, der er nøjagtigt lige så nær i slægt med den dr--

æbte som med drabsmanden, skal de bøde sammen med drabsmanden og på den anden side amvendt tage lige så meget, som de bødede, eller også modregne indbyrdes, således at den rate, som de skal bøde, falder bort. Er de nærmere i slægt med den dræbte, da skal de ikke bøde sammen med drabsmanden. Efter at bøderne er aftalt, skal drabsmanden holde sig borte fra vej og kirke og alt samkvem, indtil der b liver bødet, og sikkerhedseden er modtaget,


Kap. 98  (5,16)

For slag med sten, ben og næve og trækken i håret og kasten til jorden skal man bøde tre mark, så gode som en mark sø---

---lv, eller give tylvtered. Holder man på en mand, så at han ikke kan gøre en anden mand fortræd, og den, som faren truede, rejser sag, skal han bøde tre mark til ham eller nægte med tylvtered. 


Kap. 99  (5,17)

Fælder mænd et træ sammen, og det falder over en af dem, så at han dør deraf, da skal de, der huggede sammen med ham, bøde tre mark til hans frænder.


Kap. 100

Dør en mand i en anden mands brønd, som tilhører denne mand alene, da skal den, der ejede brønden og lod den grave, bøde tre mark til den dødes frænder. Dør en mande i allem---

----andsbrønd, som tilhører alle granderne, selv om kun en mand gravede den, da skal der ikke bødes for den døde.


Kap. 101

Dør en mand i en lergrav eller røvegrav, skal den, der lod den grave, ligeledes bøde tre mark, men dog siger kongen, at for den slags grave skal man ikke bøde.


Kap. 102  (5,18)

For al håndløs våde skal man enten bøde tre mark eller give tylvtered, både for horn og hov oh hunds tand og al anden håndløs våde; men for den slags våde skal man ikke bøde kongens ret og ikke ærkebiskoppen--

--s, men kun bøde til den, som kom til skade.


Kap.103  (5,19)

Opføder man vilde dyr eller vilde fugle, hvad slags de end er, hæfter man for dem  og deres gerninger, men får en mand sår af dem, skal den, der ejer dem, bøde sårbøder for dem, som om han selv havde tilføjet det.

              (5,20)

dræber de en mand, skal den, der ejer dem, ligeledes bøde fuld mandebod, som om han selv havde dræbt manden. Slipper de løs, og en anden mand dræber dem, skal han ikke bøde for dem, lige så lidt som hvis han dræbte et vildt dyr. Bliver de dræbt i bånd, da skal den, der dræbte dem, ---

---  bøde tokkebøder for dem og ikke mere.

 

Kap. 104  (5,21)

Opføder en mand bjørn eller ulv eller et andet dyr eller fugle, som er af grum natur, og de dræber en mand, skal den, der ejer dem, bøde ni mark. Sårer de en mand, skal ejeren bøde tre mark. Opføder man dyr eller fugl, der er blid natur, såsom hjort eller høg, og de dræber en mand, skal den, der ejer dem, bøde tre mark. sårer de en mand, skal den, der ejer dem, ligledes bøde tre mark.

 

Kap. 105  (5,22)

Får en mand sår af en anden mands husdyr, hvad enten det er hest eller hornkvæg eller hund, eller hvad det er, skal ejeren for en fri mand give lægeløn -

 

- og ikke mere og for en ufri mand både erstatning for tabt arbejde og lægeløn. Får en mand lyde af dem, da skal man bøde lyden og give lægeløn. men man skal ikke bøde mere end tre mark i bøde for de lyder, som et sådant husdyr forvolder. bliver lyderne mindre, da skal der bødes for dem efter gode mænds syn.


Kap. 106  (5,23)

For sine våben skal en mand hæfte. Men bliver en mands våben taget fra ham ved ran, og får en mand sår af dem, da kan ejeren af våbnene rejse sagen mod en, der tog dem fra ham, og tage tre mark bøde derefter eller tylvtered. Vil den, der fik såret,

rejse sag mod ejeren af våbnene, fordi han udlånte sine våben dertil, skal ejeren af våbnene nægte med tylvtered, at han udlånte dem dertil, eller bøde tre mark.


Kap.107  (5,24)

Udlåner en mand sine våben, og bliver en mand dræbt med dem, skal han bøde tre mark eller nægte med tylvtered. 


Kap 108  (5,25)

For vådesår skal man ikke bøde kongens ret og ikke biskoppens, men man skal bøde til den, der fik  såret. Siger kongens ombudsmand senere, at det sår var tilføjet med vilje og ikke med våde, ,da skal den, der tilføjede såret, først sværge, at han gjorde det med våde og ikke med vilje.

Dernæst skal den, der fik såret, stå frem og sværge, at det, som den anden svor, er sandt, og derpå skal ti mænd, nævninger udtagne ved lodkastning, stå frem og sværge efter dem begge. Dette er den eneste sag, hvor nævn anvendes ved bøder til kongen.


Kap. 109  (5,26)

Ved tredie rate kan den, der bøder for mandsdrab, aflægge ed mod den dræbte i hans grav med tylvtered om tre mark for sår eller med to tylvter om seks mark for stanghug.


Kap. 110  (5,27)

For ligplyndring skal man give tylvtered eller udlevere det, der er taget, og desuden tre mark.


Kap. 111  (5,28)

Får en mand sår eller ---

---slag, eller lemmer afhugges, og manden lever, kan der aldrig rejses rådssag mod nogen. Men hvis manden er død, og der da rejses rådssag, skal den sagsøgte bøde ni mark, hvis han er skyldig i sagen, eller nægte med tre tylvter, hvis han er uskyldig.


Kap. 112  (5,28)

Volder en mand ved sit råd, at der lægges bast og bånd på en anden mand, skal han bøde tre mark til ham eller nægte med tylvtered. Volder en mand ved sit råd, at en fornem mand uretmæssigt trænger ind på en anden mands ejendom, skal han bøde tre mark eller nægte med tylvtered. Men skal ikke svare rådssag for flere sager, hverken for stjålet gods ---

--- eller for andre sager.

 

Kap 113  (5,29)

Når en mand har bødet for manddrab, da skal han give den dræbtes arvinger lighedsed med tolv mænd, udtaget af sin slægt, og de skal ikke sværge på relikvier, men på bog. Han skal bede Gud og den bog, som den anden bærer frem for ham, hjælpe sog, så sandt som han, når slægtninge og begges venner forligte dem, vilde tage ganske de samme bøder af dem, hvis de havde gjort således mod ham, som han gjorde mod dem.

 

Kap 114  (5,30)

Tilføjer en mand en anden mand sår eller slag, da --

 

Der mangler afslutning af Kap. 114  (5,30), 

også mangler Kap 115, (5,31) 

også mangler Kap.116, (5,32)

også mangler Kap. 117, (5,33) 

også mangler Kap. 118, (5,34)

også mangler Kap. 119, (5,35)

også mangler Kap. 120, (5,36)

også mangler Kap. 121, (5,37) 

også mangler Kap. 122, (6,1)

også mangler Kap. 123, (6,2)

også mangler Kap. 124, (6,3)

også mangler Kap. 125, (6,4)

også mangler Kap. 126, (6,5)

også mangler Kap. 127, (6,6)

også mangler Kap. 128, (6,7)

også mangler kap. 129,  (6,8)

også mangler Kap. 130,  (6,9)

også mangler Kap. 131,  (6.10)

også mangler begyndelse af Kap.132  (6,11)

----- tylvtered og to mænds vidnesbyrd, at det aldrig kom i trældom ved sin egen skyld, og det skal gå bort fri uden løsepenge. Er det en kvinde, og hun får børn, mens hun er i trældom, kan hun gå bort med alle sine børn frie.


Kap.133  (6,12)

Griber en mand en anden mand ufri tyende, som er bortløbet, skal ejeren løse det inden for landet for to øre, på den anden side havet og uden for landet og uden for kongens rige for en halv mark. ---


--- drager en mand efter sit ufri tyende og finder det, skal han tage det og være fri for tiltale, hvor han enden finder det, lige så vel i kongens og ærkebiskoppens gård som i en bondes gård.


Kap 134  

Ransagning skal ingen mand nægte en anden, hvor han vil ransage efter si ufri tyende.


Kap 135 (6,13)

Alt det gods, ufrit tyende erhverver, mens det er i bondens besiddelse, kan bonden gøre med, hvad han vil, når han giver sit tyende frihed, eller det løser sig til frihed.


Kap. 136 (7,1) 

Bliver en mands husdyr -----

-- stjålet eller andre af hans ejendele  og han straks drager efter og får grebet den, der stjal, med det, skal han lægge bånd på ham og binde ham og føre ham til tinget og gøre det med ham, som tingmændene dømmer. Men får han ikke straks pågrebet tyven med sine ejendele og senere genkender son ejendel i en anden mands besiddelse, da kan han ikke gribe manden, men skal tage borgen for sin ejendel og forfølge sagen, som loven foreskriver.


Kap.137  (7,2)

Træffer en mand en anden mand på vejen med hans hest --

eller anden ejendom, skal han kræve borgen for ham i den første by, og der skal han skaffe borgen for sig. Kan han ikke få borgen for sig der, da skal han drage med ham til en anden by. Får han ikke borgen for sig der, da skal han drage med ham til en tredie by. Får han ikke borgen for sig der, kan han ikke længere således trække sagen ud for den, der ejer godset, med sin løse snak. Derefter skal den, der ejer godset og har det i hænde, føre den, han greb med sit gods, hjem til sig og lægge jern og lænker for ham og lade ham selv læ---

--gge dem på sig. Vil han ikke selv lægge dem på sig, da skal bonden lægge dem på ham og være fri for tiltale, både med hensyn til kongens ret og den, som han lagde jern på.

 

Kap.138  (7,3)

Man må ikke sætte nogen anden mand i bånd og blok end den, man tager med sit gods og vil føre til tinget og behandle efter tingmandenes dom.

 

Kap 139 (7,4)

Borgen skal en mand skaffe for sig, således som han kan, enten hjem til hans eget hus eller tinget. Kan han ikke skaffe borgen for --

-- sig, da skal bonden føre ham til herredstinget med sit gods, ubunden og dog i jern og lænker. Kan bonden ikke få ret på herredstinget, skal den, der er taget med godset, nævne den, han har købt det af, eller sin hjemstavn, og ejeren af godset skal drage derhen med ham, hvis han vil. Men vil ejeren af godset ikke drage derhen, da skal han sende andre mænd derhen og lade dem undersøge om det er således, at den pågrebne har sin hjemstavn eller sin sælger der. Erder mændder, som v--

--il tage vare på ham, da kan de komme og løse ham. Får bonden ikke på det sted sin ret af den pågrebne, da skal han føre ham til landstinget og gøre det med ham, som landet dømmer.


Kap. 140  (7,5)

Mister en mand sit gods og drager ud for at søge efter det og forlanger ransagning hjemme hosen anden mand, og det nægtes ham, da skal han tilkalde to eller tre grander og lade dem høre, at der både nægtes ham ransagning og anden ret der, og derefter skal han drage til tinget med sine vidner. Nægter den anden, at han har vægret sig ved at lade ham fortage ransagning, skal han forsvare sig med -

--tylvtered. Brister edsbeviset for ham, skal han bøde tre mark til kongen og tre mark til bonden, fordi han vægrede sig ved at lade ham foretage ransagning, og derefter står det i bondens magt, hvor meget han vil anklage ham for og rejse sag for.


Kap. 141 (7,6)

Spørger en mand hjemme hos en anden mand efter sit tyvstjålne gods, og vedkommende nægter, at det er hjemme hos ham, og bonden derefter foretager ransagning og finder sit gods der, da kan den, der har huset det stjålne, gribes som en anden tyv, og bonden kan udtage sit gods og --

desuden det dobbelte af boet, uden at det skiftes. Efter at bonden har taget det, han skal, skal kongen tage hele gerningsmandens hovedlod og ikke mere. Bliver nogetfundet under anden eller tredie lås i husfruens besiddelse, da kan hun også gribes med hele sin hovedlod. Børn og deres lod skal man ikke tage, medmindre de er så voksne, at de også kan stjæle.


Kap 142  (7,7)

Genkender en mand sit gods hjemme hos en anden mand uden ransagning, da skal han kræve borgen, og den, der har det i hænde, --

- skal stille ham borgen for, (at han vil komme) til tinget, og på tinget skal tingmændene da fastsætte en femt for den, der har godset i hænde, at han skal være hjemme på sin brofjæl og værge det over for den, der genkender det som sit, med to mænds vidnesbyrd og tylvtered på, at det er hjemmefødt, hvis det er levende ejendom som hest eller okse eller andet levede husdyr. Tør den, der har det i hænde, ikke værge sig således, da skal den, der gøre krav på det, med halvt tylvt og uden vidner --

-- tilbagesøge det som tyvstjålet eller ranet.


Kap. 143  (7,8)

Rejses der sag angående utilskåret klæde eller uskæftet økse eller sværd uden sværdrem eller andet lignende, da skal den, der har det i hænde, bevise med tylvtered og uden vidner, at han fik det ved ret torvekøb.


Kap. 144  (7,8)

Rejses der klage angående tilskåret klæde eller skæftet økse eller sværd med sværdrem, skal vedkommende bringe sin sælger eller sin garant til stede og værge sig med tylvtered. Kan han ikke værge sig, da skal den, der genkender det som sit, tilbagesøge det med en halvt tylvt, således som før er sagt. Siger --

-- bonden, at han tidligere nævnte en anden garant, da skal han bevise med tylvtered, at det er denne, der er hans rette garant, og at han ikke først nævnte en anden som garant. kan han ikke bringe sin sælger eller sin garant til stede, og har han to mænds vidnesbyrd på, at han fik det ved ret køb, da kommer bast og bånd og kongens ret ikke til anvendelse, men bonden kan udtage sit og skal desuden give tylvtered på, at han ikke fik mere, (end der tilkommer ham). Svigter vidnesbyrdet for ham såvelsom garant og sælger, skal han udlevere bondens gods og desuden det dobbelte samt kongens ret.

Kap 145  (7,9)

Genkender bonden ikke sit gods nogetsteds, men vil sagsøge en mand for tyveri af det gods, der er stålet, da skal han drage til herredstinget og sige til tingmændene, at vedkommende er hans tyv. Da skal tingmændene bede ham stævne tyven til næste ting.Kommer han ikke på næste ting og tager til genmæle, da skal tingmændene fastsætte et tredie ting for ham. Kommer han ikke på tredie ting og tager til genmæle, da skal tingmændene tildømme bonden værdien af det stjålne og kongen hans ret og idømme tyven madban i herredet.og sagsøgt ham for ---

--- kongens ret og for sit eget vedkommende for værdien af det stjålne, skal han drage til landstinget med vidner fra herredtinget og oplyse, at han har forfulgt sin sag søledes.

Vil tyven da endnu tage til genmæle på landstinget  (og sige), at han ikke er sagsøgt på den måde, da skal han rense sig med skudsjern. Brænder han sig på jernet, da brænder han til bonden værdien af det stjålne og desuden det dobbelte og til kongen dennes ret. Bliver han renset ved jernbyrd, da må bonden atter begynde sagen. Vil tyven ikke tage til genmæle på l--

--andstinget, da får bonden ham kendt fredløs trods hans fraværelse ved våbentag på landstinget, og før kan bonden ikke få ham fredløs.

 

Kap.146  (7,10)

Er han ikke hjemme, der bliver stævnet på tinge for tyveri, da skal de mænd, der er hans værger i sagen, bevise hans forfald. Er han inden for landet og ikke syg, da skal man sagsøge ham til tre ting. Er han syg, da skal man vente en halv måned. Er han da stadig syg, skal man vente endnu en halv måned. Er han da endnu syg, da skal hans nærmeste slægtning gå ind på at præstere jernbyrd og bære jern for ham. Brænder den, der bærer jernet, sig, da går det ud over den sagsøgtes bo. Dør den sagsøgte, før der ---

- er båret jern, og arvingerne nægter, at der var aftalt jernbyrd, da skal de nægte med tylvtered. Sagsøger han senere arvingerne for, at deres fader var tyv, da får han ikke jernbyrd af arvingerne, men kun tylvtered. Er den sagsøgte uden for landet og dog i kongens eget rige, da skal man fastsætte en frist på en halv måned for ham. Er han uden for kongens eget rige, da skal man vente en måned. Er han draget til et valfartssted, og der er vidner derpå, da skal man vente --

dag og år på ham.

 

Kap. 147  (7,11)

Står den sagsøgte frem på første eller andet ting og tilbyder nævn for sig i sit herred, da skal sagsøgeren udtage tolv mænd, sådanne som han vil, fra hele herredet. Siger den sagsøgte, at nogle af mændene i nævnet er hans uvenner, da kan han tage tre mand bort og ikkr flere, og derefter skal sagsøgeren udvælge tre andre mænd i deres sted og lade den sværge på det samme ting eller på det næstfølgende ting. Sværger nævnet --

-- da går den sagsøgte bort fri for tiltale. Brister nævnet for ham, da skal han bære jern og sagsøgeren skal ikke aflægge ed på, at han er skyldig. Er tre mænd af nævnet borte, når det skal sværge, skal forfald bevises for hver af dem med to mænds vidnesbyrd af nævnet selv, og man skal straks udtage tre andre i deres sted og lade den sværge. Er der flere end tre mænd borte,--

-- , da brister nævnet for ham. Derefter skal hanbære jern, som før er sagt. Stoler den sagsøgte ikke på nævnet, da kan han fra siges sig nævnet to eller tre nætter før tinget, for han skal da bære jern, og sagsøgeren skal ikke aflægge ed på, at han er skyldig. Sagsøgeren kan ikke rejse sag på anden måde, end som nu er sagt, uden at han udsætter sig for ( at måtte bøde) kongens ret. De mænd, der skal aflægge Vidnesbyrd og bevise en enden mands forfald, --

- skal sværge, idet de tager hinanden i hånden og ikke på bog.


Kap.148  (7,12)

Står den sagsøgte frem på første eller andet ting og tilbyder tylvtered og to mænds vidnesbyrd å¨, at han har fundet det, han sagsøges for, og at han har lyst det på gadestævne og ved kirkestævne og på tinge og i enhver henseende har omgåedes med det, således som loven foreskriver, da skal bonden tage sit gods og give tylvtered på, at han ikke fik mere (end der til kom ham). Vedgår han selv det, han beskyldes for, enten i kirken eller på ti--


-nget, før der bliver rejst sag imod ham, skal han udlevere det, han fandt, og give tylvtered på, at han ikke fandt mere, og være fri for tiltale, bøde med hensyn til kongens ret og over for bonden.


Kap. 149  (7,13)

Den, der skal aflægge ed på, at en anden er skyldig, skal bede Gud hjælpe sig, så sandt som han er skyldig i den sag, han rejser imod ham, og han ikke gør det af avind ellerond vilje, men fordi han ved, at han er skyldig i den sag, som han rejser imod ham.


Kap. 150  (7,14)

Sælger en mand hest eller okse eller anden ejendom bort, og elsker atter --

-- den samme, som solgte, gør krav på det solgte, da skal den, der har det i hænde, forsvare sig med to mænds vidnesbyrd og edsbevis i forhold til værdien af det, der rejses krav om, og værge sig det til. Han skal bede Gud hjælpe sig, så sandt som han fik det samme, som nu kræves af ham, af den samme, som nu kræver det. Gør en anden mand end sælgeren krav på det solgte, da skal den, der har det i hænde, værge sig, eller den, der genkender det som sit, skal tilbagesøge på den måde, som før er omtalt ved den slags sager.


Kap. 151  (7,15)

Din---

--gmændene skal lovligt dømme en tyv til hængning for en halv marks værdi og ikke for mindre. Stjæler han mindre, da kan de fradømme ham huden eller en sådan legemsdel, som de vil, eller dømme ham til at føre træl i kongens gård, for tingmændene har magt til at gøre med tyven, hvad de vil. Når tyven kommer på tinget for en halv marks værdi, kan man hænge ham, men ikke for mindre. Men stjæler han til fem pennings værdi, da kan man binde --.

-- og føre ham til tinget og gøre det med ham, som tingmændene vil. Men han er dog også en tyv, hvis han stjal en penning. Er han kirkebryder eller morder, da kan de dømme ham til hjul.


Kap.152  (7,15)

En mands kone kan ikke lovligt sælge mere af husbondens bo end fem pennings værdi uden husbondens vidende. Men vil hun ofte sælge så meget bort, da kan hun gøre megen skade, hvis hun er en uklog kone. Da skal husbonden drage til tinget og forkynde, --

-- at hans kone gør således. Den, som derefter handler med hende om mindre eller mere, skal give det tilbage, som han får af hende, med svoren ed og ikke have noget af det (tilbage), som han gav derfor. Således (går det) også, hvis han handler med husbondens søn eller husbondens datter. Men handler han med ufrit tyvende eller med lejet tyende, da ---

--- skal han erstatte det, han køber, og svare til tyverisag derfor.


Kap.153  (7,15)

Nogle mænd siger, at tingmændene ikke kan dømme tyven et øre eller andre legemsdele af, men skal lade kongens ombudsmand dømme det af, men det er dog ikke sandt, for (det er) tingmændene, (som) har magt over tyven.


der mangler Kap. 154

der mangler Kap. 155

der mangler Kap. 156


Kap 157  (7,16)

Fastehelg eller anden helg må aldrig gavne tyven således, at han ikke skal bære jern og rense sig for en tyverisag, og i enhver helg må en mand tilbagesøge sin ejendom,

hvis han genkender den som tyvstålen eller taget ved ran. Er der en helligdag i ugen, da skal ingen mand bære jern og ikke have vante på hånd.


Kap. 158  (7,17)

Står en mand frem på tinget og beskylder en anden for tyveri, da skal han sagsøge ham og forfølge sagen, som loven kræver.Vil han ikke forfølge sagen og sagsøge ham, skal han bøde tre mark til kongen og tre mark til den, han kaldte tyv.


Kap. 159  (7,18)

Forlanger en mand ransagning hjemme hos en --

en anden mand, og husbonden ikke er hjemme, men hans kone, da skal den, der vil ransage, tilkalde to grander eller tre eller så mange, som han vil, og lade dem være til stede. Findes der gods der, som han ransager efter, da må han ikke gribe bondens kone og binde hende og ikke føre hende bort, hverken i bånd eller uden bånd, men han skal tage borgen for det gods, som han genkender som sit, og granderne skal gå i borgen derfor, til husbonden kommer hjem, og --

da skal han værge sig sig, som loven foreskriver, eller også skal den anden, der genkender det som sit, søge tilbage, således som loven foreskriver.

 

Kap. 160  (7,19)

Stjæler eller dræber bondens træl en anden mands husdyr, der er så meget som tyve mark eller mere værd, skal bonden betale det, han vil, og desuden give tylvtered (på, at tyveriet ikke beløb sig til mere), og endvidere trællens hud eller en øres bøde, efter trællens ejers eget valg.


Kap. 161  (7.19)

Indrømmer bonden selv (rigtigheden af) det, som siges om hans træl, da skal han ikke løse trællens hud og ikke lade ham hudstryge. Nægter bonden --



Fortsættelse findes på Skånske lov Kap. 161 -