DR 55 Sønder Vissing (1)-stenen

Udførelsen af ornamentikken er hjemmelavet og amatøragtig, sådan ornamentikken brugtes ikke i perioden før 985 (sml. ornamentikken på DR 294 Baldringe-stenen)

 

 

 

                               Uddrag af den jydske lov, fra 1241, kap. 2.

Uddrag af den Jydske Lov, kap. 2,  fra 1241:                         

I fathers nafn oc suns oc hins helgæ andæ

"I faderns navn og søns og dens hellige ånd"

                            

Ny Testamente.

1902, 1958, dansk: 

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn                       

 

Neue Testament,

1954: tysk: 

im Namen des Vaters des Sohnes und des Heiligen Geistes                              

 

HINS er et possesiv pronomen 3. person genitiv og betyder dens                         

  

Runeindskriften på DR 55 Sønder Vissing(1)-stenen er ristet på 4 linjer:

 

1. linje: tufa lEt kaurua kubl

2. linje: mistuiis tutiR uft muÞur

3. linje: sina harats hins kuÞa kurms

4. linje:--------kuna---------sunar

 

Indskriften vil fortælle os noget, som har aldrig fundet sted. Der findes ingen andre steder dokumentation om et ægteskab mellem Harald Blåtand og en datter eller kone af Mistiuis, aboritternes (vendernes) hersker. Sådan ægteskab ville få stor opmærksomhed i datidens Europa.

 

Heller ikke er indskriften fra tiden før 983.

Bruget af runen E, så som i ordet lEt er først brugt fra perioden fra 1000 - 1050-tallet; (sml: DR 127 Hobro(2)-stenen - fElaka og Ög 179 Vadstena-stenen - trEk)

 

Også den korrekte genitive ordstilling MISTIUIS TUTIR kun kendes fra en yngere periode.

Man brugte den omvendte genitive ordstilling i perioden før 983. 

På DR 4 Hedeby(4)-stenen står: TUTIR UÞINKARS

På DR 230 Tryggevælde-stenen står: SUSTIR ULFS og SUN NAIRBIS

På DR 202 Rønninge-stenen står: SUN ASKAUS

På DR 1 Hedeby(1)-stenen står: HIMÞIKI SUINS

 

DR 295 Hällestad-(1)-stenen og DR 279 Sjörup-stenen fortæller om kampen på Fyrisvall ved gamle Uppsala, hvor Styrbjørn angreb Erik Segersäll, lige efter 983.

SAR FLU AIKI AT UBSALUM--------------han flygtede ikke ved Uppsala

Begge indskrifter er de første ristet efter 983, som er med den korrekte genitive ordstilling, som in TUKAS SUN, KURMS TUKA og KURMS SUN. Vi skal ikke tro, at Tuka er den kødelige søn af Gorm den Gamle. Der har levet mange mænd i datidens Sverige og Danmark med navnet Gorm. Navnet Gorm står også på DR 4 Hedeby(4)-stenen: KURMR RAIST RUN(ar); og han er heller ikke Gorm den gamle.

 

 

På DR 55 Sønder Vissing(2)-stenen står: MISTIUIS TUTIR, som er den korrekte genitive ordstilling for Mistivis datter 

I den 3. linje står ordet HARATS og forneden under står i den 4. linje ordet KUNA, som giver sammenlagt den korrekte genitive ordstilling for Haralds kone.

Også står i den 3. linje ordet KURMS og forneden står i den 4. linje ordet SUNAR, som giver sammenlagt den korrekte genitive ordstilling for Gorms søn.

 

I Danmarks Historien 3, af Peter Sawyer og Birgit Sawyer står på side 247 følgende bemærking:

>>Denne indskrift fra Sønder Vissing er blevet godtaget som bevis på, at Harald Blåtand ægtede en datter af Mistivoi, aboritternes hersker. Dette er ikke sikkert. Der står ikke klart hvilken af de to kvinder der havde været gift med Harald, men det virker mest sandsynligt, at det var Toves mor<<.

 

Sven Helbo skrev i bogen: Gorm, Thyra og Harald:

>>Harald var gift muligvis tre gange. Tove, som er datter af en venderhøvding<<

Sven Helbos konklusionen, som er udelukket baseret på den gamle tolkning af runeindskriften, som lyder således:

Tove, Mistvis datter, let gøre (dette) kubl efter sin moder, Haralds den godes kone, Gorms søn.

 

Ordet HINS tolkede man som "den" og henviste til indskriften på DR 127 Hobro(2)-stenen.

Der står ordet HIN i indskriften, som betyder "den" og er en bestemt artikel.

 

HINS betyder "dens" og er et possesiv pronomen, 3. person, genitiv >>sin, sit, sine<<.

Idag bruges ordet "dens" kun for objekter og dyr.

Der er forskel på HIN og HINS på samme måde, som der er forskel på SIN og SINS.

Det er sandsynligt, at HINS er en forvanskning af det engelske "his", som betyder sin.

SIN og HINS har tilsynladende den samme betydning, nemlig "sin",

ligesom SINS og HANS har den samme betydning, nemlig hans.

 

Dermed får indskriften en helt anderledes mening.

Det drejer sig ikke om Harald den gode, men om Haralds kone, sin gode.

Den korrekte genitive ordstilling MISTIUIS TUTIR gælder også for HARATS KUNA og KURMS SUNAR 

 

Indskriften burde tolkes således:

 

TUFA LET KAURUA KUBL----------------------------Tove lod gøre (dette) kubl

MISTIUIS TUTIR............................................Mistivis datter

UFT MUÞUR SINA----------------------------------------efter sin moder

HARATS KUNA HINS KUÞA--------------------------Haralds kone, sin gode

KURMS SUNAR--------------------------------------------Gorms søn

 

Hvad er navnet af Toves moder?

Hvorfor har runeristeren ikke tilføjet moderens navn? Det er mere end mærkeligt.

Også anordningen af de to ord KUNA og SUNAR, i den 4. linje, er meget usadvanligt. Alt tyder på, at indskriften er kun fake. 

 

På G 22 Öja kyrka står også ordet hins

+ hiar : huilis : untir : rinm:untr : i oyu : bidin : aler : furir :

----herra : naÞ : hab----sial

---kiara : betar : hins arfa :

  her hviler under Rinmund i Öja, beder alle for---

--herre nåde hjælpe sjæl--

---gjorde Peter sin arve

 

Der findes ingen dokumentation fra andre side med henvisning som kunne bekræftige det hvad indskriften gerne ville fortælle. Ægtheden af indskriften kan ikke bevises med henvisning til selveste indskrift.

Der kendes en forbindelse af en vendisk leder, Gottschalk, gift med en dansk prinsesse, omkring 1040-tallet. (jfr.bogen: Schleswig Holstein, Eine Landesgeschichte).  Vendernes fyrst Mistivis død året 995.

 

Der er højstsandsynligt, at DR 55 Sønder-Vissing(1)-stenen er lavet langt ind i 1000-tallet, til at markere Haralds manglende popularitet i datidens Danmark p.g.a. hans forbindelse med staden Julin, som skabte store problemer for Danmark.

Om Harald Blåtands forbindelse til vendernes folk kan læses i Saxo Grammaticus Danmarks Krønike. Saxo skrev:

>>Harald erobrede vendernes land, lagde en stærk besætning i Julin, som var den vigtigste stad i loandet, og satte Styrbjørn over disse folk<<

Julin er havnebyen med de mange navne: Jomsborg, Dubin, Jumne.

 

Saxo skrev videre:

>>Harald forlod Danmark og drog landflygtig til Julin. - Med en hær af danskere og vender angreb Harald Sven igen ved Helgensnæs, men efter en hel dags kamp, enedes far og søn om den næste dag at forhandle om fred. Da Harald i tillid hertil færdedes, som om der ingen fare var, og begab sig ind i et krat for at forrette sin nødtørft, blev han såret af en pil, og såret blev Harald nu af sine mænd ført tilbage til Julin, hvor han døde kort efter.<< 

 

Hvis Harald Blåtand virkelig var gift med en vendisk kvinde, ville Saxo har skrevet om det. Men der findes ingen berettelse om sådan et giftemål hos Saxo.

 

Saxo skrev videre:

>>Haralds lig blev sendt til Roskilde og højtideligt begravet i den kirke, han selv nylig havde bygget<<

 

Ifølge Saxo og historienskriveren Adam af Bremen blev den første kirke på stedet opført af Harald Blåtand, der død ca. 985 og blev "begravet" i staden Roskilde, i den kirke han selv havde bygget til ære for Den Hellige Trefoldighed.

 

Men vi skal nok gør os nogle eftertanker.

Man har aldrig fundet spor efter Haralds kirke. Haralds begravelse blev aldrig fundet. En runeindskrift, skrevet lige efter hans død, som beretter om hans død, blev heller aldrig fundet.