ÞEVAR

                                   DR 7 Thorsberg sværddupsko

                                               O(v)LÞU ÞEVAR

                                            NI VAJE MARIR

ÞEVA og ÞEVAR står i indskrifterne fra Thorsberg, Illerup Ådal, Sorte Muld, Valsfjord og Mandal.

At det hedder én gang ÞEVA og tre gange ÞEVAR kan bedst forklares med den regionale dialekt af runeristerne. Det mislykkes at finde en grammatisk forklaring.

Også suffiksene -ija og -ijaR skrives uden og med -R, men giver ordene hver gang den samme betegnelse "titel".

DEVAS (gen.) af DEVA står i Hogganvik, Mandal-indskriften. 

 

På sværddupskoen fra Thorsberg står indskriften fordelt på forsiden og bagsiden:
forsiden: O(v)LÞU ÞEVAR---------------------------------------gamle tjener

bagsiden: NI VAJE MARIR---------------------------------------ej vige Marir

ÞEVAR er i denne runeindskrift brugt som substantiv/ titelbetegnelse.

Der findes flere urnordiske indskrifter med samme ord brugt som substantiv og som verbum.

Runen v i O(v)LÞU er højstsandsynligt en ristefejl. Fejltagelsen med runen L er meget muligt, fordi begge runer har den samme hovedstav og den til højre faldende bistav.

O(v)LÞU er et adjektiv med betydning "older" = gamle.

James E. Knirk skrev, at der står WULÞUÞEVAR, men alle kan se at der står OVLÞU ÞEVAR

Han skrev også, at i Valsfjord-indskriften står GODAGAR, men alle kan se, at der står GODAGAS. Man må virkelig spørg sig, hvorfor han har skrevet noget forkert.

ÞEVAR betyder "tjener".

O(v)LÞU ÞEVAR er benævnelsen af sværdet.

NI er et adverbium og betyder "ej", ikke, aldrig.

NI er kendt fra biskop Ulfilas bibeloversættelse fra år 359.

NI er afledt af latin nihil.

VAJE er et verbum og er afledt af latin "via".

VAJE blev ristet som VAI i Svenstrup-indskriften.

Forskellen mellem disse to ord er. at VAJE står i imperativ og VAI står i præteritum.

Svenstrup-indskriften lyder således:

HAN VAI FAN ARSKAB MIÞ ILTI SUNUM

han veg fra argskab med hidsig sønnen

 

MARIR er et mandsnavn. MARIR kan ikke være en objektsbetegnelse.

Den endelse -iR har en anden betydning end vedtaget, og har dermed grammatisk ingenting at gøre med kvindenavnet HLEVAGASTIR. I navnet HLEVAGASTIR er et suffiks -TIR og ikke -IR. Suffikset -TIR betyder "slægtsidentitet for feminin".

Betydningen af navnet MARIR kan bedst forklares med latin: "mare"mari"; "maris"; "maria"; "marium"; et hav; tysk: Meer.

Mandsnavnet MARIR eksisterer stadigvæk i dag i Israel.

 

"Gamle tjener" kaldte MARIR sit sværd, og han håbende at sværdet ville aldrig svigte ham. Vi ved ikke hvor Marir død eller hvor indskriften er ristet. Vi ved kun at dupskoen er lagt som offer til guderne i Thorsbergs mosen. Runeindskriften kan allerede være ristet på Marirs ønske i Rhinlandet ved Trier, fra en runekyndig nordmand, som også tjente som soldat i den romerske hær. Efter Marirs død fik nordmanden dupskoen med hjem til Norden, og lagde den i Thorsberg mosen. Det lyder hypotetisk, dog når man betænker, at de fleste våben, fundet  i Danmarks moser, lagt som offer til guderne, stammer fra soldater fra forskellige herkomstlande, efter de har afsluttet deres militærtjenste (24 år) i den romerske hær. Som tak for deres overlevelse i den romerske hær, og for deres hjemkomst til Skandinavien efter 24 år. Derfor burde afvises den betegnelse krigsbytteoffer for alle genstande fundet i mosene. At tænke på kampe, gennemført af svenske eller norske mænd i nærheden af Skanderborg, er mere end tvivlsomt.

Mange genstande bærer latinske indskrifter.

Der er mere sandsynligt, at nogle mænd tog deres våben fra den romerske hær med hjem til Sverige og Norge. Jeg henviser til de tre "Lanzenspitzen" med samme inskrift som "fabrikationsmærke"  VAGNIJO, eller efterligninger af romerske fabrikationsmærker på importerede sværder, som blev fundet i stor antal i Illerup Ådal.

   

Det er aldeles muligt, at indskriften på dupskoen er påvirket af nogle bibelvers fra 2. bog Moses, kap. 15, vers 23, der står følgende ord:

"Og Moses lod Israel drage frem fra det røde hav, og de droge ud til den ørk Sur, og de vandrede tre dage i ørkenen og fandt ikke vand. Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, thi det var beesk, derfor kaldte han dens navn Mara"

Hos Propheten Jeremias kap. 47, vers 6 + 7 står følgende ord:

"Ve, du Herrens sværd! Hvor længe skal det være, inden du vil holde dig rolig, far i din skede, hvil og var stille. Hvorledes kan du holde dig rolig, da Herren har givet den befaling? Imod Askolon og imod havets strand, derhen har han bestikket det"

 

Min formodning, at Marir er et orentalsk navn, bliver bekræftiget gennem disse bibelvers. Kun en person med kendskab til Det Gamle Testamente kunne formulere, ud af det, en sætning så som den står på dupskoen. Det kan også tydes som henvisning til det faktum, at der er fundet en Davidstjern i Ejsbøl mosen.

Jeg henviser til følgende kendsgerning.

Det jødiske folk blev fortrivet fra Israel efter Masada - dog var mænd med den mosaiske tro ret succesrig som soldater i den romerske hær.

(sml: bogen "Die Germanen, Band 2, 1986, side 430, afb. 113, beslag med ornamet og en Davidstjern fra graven af chef de militaire III B, Vermand, Dép. Aisne, Frankrig)

(sml: tidsskrift Skalk 1962 nr. 6 side 18 + 19, Fund fra Ejsbøl, Danmark, Udgravning 1961 og 1962. beslag med ornament og en Davidstjern) 

 

Sammenhænget af konteksterne fra bibelversene og Thorsberg indskriften kan ikke afvises.

Teksten fra 2. bog Moses handler om ord Mara, som blev bragt i forbindelse med vand.

Teksten fra bogen Jeremias handler om et sværd, som ikke ville stoppe at udføre Herrens befaling ved havet.

Thorsberg indskriften handler om et sværd som aldrig skulle svigte Marir.

 

   

Beslag med ornament og en Davidstjern fra graven af chef de miliaire III B, Vermond, Dép. Aisne, Frankrig.

 

 

            Beslag med ornament og en Davidstjern fra Ejsbøl, Danmark

 

 

                                     DR MS1995;336C Illerup Ådal

                              Runeindskriften læses fra højre til venstre

                                                   LAGUÞEVA

På skildhåndtaget står kun et ord:

LAGUÞEVA---------------------------------------------------------------------------------------vandtjener

LAGU er afledt af latin lacus som betyder sø/ vand. 

ÞEVA er afledt af latin devoveo, beslægtet med gotisk DEWIS = træl, slave, ufri tjener;

her brugt som del af et navn (ablativ).

LAGUÞEVA kan være et mandsnavn, kvindenavn eller stillingsbetegnelse.

Der findes ingen henvisning på ordet, som kunne genkendes som en objektsbetegnelse. 

 

 

 

                                  DR NOR2003;5 Sorte Muld - Bh 46                           

På et brudstyk af hjortetak står fra højre til venstre:

Side A: BALIKA AR------- 

Side B: --------ULAR ÞEVAR

Vi ved ikke hvor mange runer der mangler mellem AR----- og----ULAR.

Tydeligt kan man se, at på side A står den nederste del af en rune efter BALIKA AR---.

BALIKA blev tolket som mandsnavn i nominativ, et diminutiv på -ika, til en rod "bal-".

Man mente, at foran -ULAR står runen F og (F)ULAR blev betegnet som nominativ, med henvisning til DR 66 Århus, som er rejst af FUL.

Men (F)ULAR ÞEVAR  er højst sandsynligt navnet i genitiv, altså Fuls tjener.

Jeg henviser til de mange runeindskrifter med genitiv --AR  endelse:

DR 29 Bakke(1)-stenen: ÞURUIAR HAUK = Thorvis høj

DR 41 Jelling(1)-stenen: TANMARKAR BUT = Danmarks bud.

DR 58 Hørning-stenen: KUÞMUTAR SUN = Gudmuds søn.

DR 81 Skjern(2)-stenen: USBIARNAR SUN = Osbjørns søn 

DR 108 Kolind-stenen: SMIÞR ASUIÞAR = Asvids smed.

Sö 171 Esta-stenen: SKAIÞAR VISI = skibs viser

G 195 Tofta-stenen: BOTUIÞAR HUSPROYIU = Botvids hustru

G 195 Tofta-stenen: SIHÞIAUÞAR SIAL = Sigguds sjæl

U 130 Nora-runhellen: FINUIÞAR SUN = Finvids søn

U 155 Lissby-stenen: ÞAIR UARU SUNIR ARNAR AUK RAKNFRIÞAR  = de var Arnes og Ragnfrids sønner

U 167 Ö. Ryds kyrka-stenen: HAN UAS BROÞIR KUÞLAUKAR = han var Gudløgs broder

U 258 Fresta-stenen: Æ KNIRI ASBIARNAR = på Asbjørns skip

 

                                       

 

                                   NKJ55U Valsfjord-felsindskriften

 

Valsfjord-felsindskriften læses fra højre til venstre.:

EK HAGUSTADAR ÞEVAR GODAGAS---------jeg Hagustaldar tjener Godagas

EK er et pron. 1. pers. sgl. som betyder "jeg".

HAGUSTALDAR er et mandsnavn i nominativ, som betyder "behaglig staldkarl"

HAGU er identisk med HAG fra Ølst-C brakteaten, som betyder "behag".

STALDAR er beslægtet med STALARA fra Sm 76 Sävsjö-stenen og STALLARE fra SC7 Holy Island VIII - indskriften, og er en stillingsbetegnelse af en maskulin person, som er beskæftiget med arbejdet i stalden (staldkarl).

ÞEVAR er i denne indskrift brugt som verbum "tjener".

GODAGAS er et mandsnavn i nominativ.

Betydning af GODAGAS er det samme som GODAGASTIR fra NKJ 63 Einang-stenen, med forskellen, at GODAGASTIR er et kvindenavn.

Suffikset -TIR, som betyder "slægtidentitet for feminin" befinder sig også i kvindenavne VIDUGASTIR, SALIGASTIR, HLEVAGASTIR, NAUDIGASTIR, ARNFINTIR, AUTIR, BUTIR, LUTIR; med suffikset -DIR i ASUGASDIR, og UNGANDIR.

GODA betyder "gode"

GAS betyder "gås"

 

Gerd Høst tolkede indskriften således: ich Hagestolz, der Diener Godags.

Erik Moltke tolkede også navnet Godagas som genitiv Godags

At danne et genitiv navn ud af Valsfjord-indskriften GODAGAS,

anses som en bevidst manipulation.

Der findes ingen runeindskrifter med sådan -AS genitiv endelse.

James E Knirk lagte den nyeste manipulation frem.

Han tolkede GODAGAS som GodagaR.

 

                          

                            Runeindskriften fra Hogganvik, Mandal, Norge

Runestenen fra Hogganvik blev fundet sept. 2009.

Runeindskriften læses fra højre til venstre og er ristet i 4 linjer.

Den første linje er ristet langs med kanten fra toppen og til venstre, der står:

KELBAÞEVAS : STAINAR : AAASRPKF

Læg mærk til dobbelt konsonster S : S, som findes ikke i andre urnordiske runeindskrifter, heller ikke når et ord ender med en konsonant og det næste ord starter med den samme konsonant.

KELBA er ikke kendt fra andre runeindskrifter eller gotisk sprog, derfor er det meget usikker hvad det betyder.

James E. Knirk mener, der mangler en rune og tilføjede runen S foran KELBA og lavede et SKELBA ud af det, og skrev, at det kan have en etymologisk forbindelse med oldnordisk skjalfa = "ryster, skælver.

Men der er meget usikker om der overhoved mangler en rune foran KELBA.

ÞEVAS betyder "tjeners" som er en stillingsbetegnelse.

ÞEVAS er genitiv af ÞEVA.

STAINAR betyder "sten"; endelse -AR er i nogle runeindskrifter brugt som plural.

AAASRPKF blev betegnet som "magisk formel" og man henviste til Lindholm amulet. Men LIndholm-indskriften indeholder ingen magisk formel.

Læs mere om Lindholm amulet på siden "Erilar".

 

Den anden linje er ristet som laveste del af indskriften på stenen, derfor kunne denne linje faktisk være den 4. linje, der står: 

AARPAA : INANANA(b)OR

Også denne linje kaldte man magisk formel.

At betegne noget som magisk formel er et bevis for uvidenhed. 

 

I den tredje linje står:

EK NAUDIGASTIR

NAUDI kendes fra det gotiske sprog:

naudibandi = håndjern;

naudiDaurfts = nødvendighed;

nauDjan = nøde (ulovlig tvang)

NauDs = nød, tvang

De urnordiske runer, siger man, havde hver sit navn og runen N kaldes "nød".

Der ligger kun kilder frem fra yngere tid.

GAS betyder "gås"

TIR er suffikset med betydning: "slægtidentitet for feminin".

NAUDIGASTIR er et kvindenavn, som betyder "nødgås".

 

I den fire linje står:

EK ERAFAR

ERAFAR er et ukendt navn.

James E. Knirk tolkede denne del af indskriften: jeg wolverine, og han mener, at runen A efter ER kunne fjernes, fordi den er en "epenthetic vowel"

Sikker er det en skrivfejl for apathetic = "ligeglad vokal". 

Ordet epenthetic findes hverken på engelsk, latin eller i et andet sprog.

 

Jeg personlig er meget skeptisk overfor hele indskriften.

Runeindskriftens fordeling på stenen er helt usadvanligt for urnordiske indskrifter. 

Bruget af dobbelt konsunatne S : S er helt usadvanligt for urnordiske indskrifter.

Sådan meningsløse runerækker, såsom 

AAASRPKF;  AARPAA : INANANA(B)OR

er ellers kun kendt fra guldbrakteaterne.

Bruget af runen P er heller ikke kendt fra runeindskrifterne.

Mellem de læsbare dele af indskriften

KELBA ÞEVAS STAINAR,  

EK NAUDIGASTIR,  

EK ERAFAR 

består ingen sammenhængende kontekst.

 

Der har været arkæologiske udgravninger i mai, juni og july 2010 ved fundstedet af runestenen.

Der skrives i Arkeologi i nord:

1. Vi trodde vi var på oppløpet, og at dagen ikke skulle bringe noe vesentlig nytt.

Godt fornøyd med å ha funnet fundamentet for runesteinen etter to dager i felt, starter imidlertid den tredje dagen med at vi gravde frem en steinpakning rett foran runesteinen. Vi er temmelig sikre på at det er graven, KelbadevaRs grav, som ligger her. Runesteinen og graven ligger på et delvis kunstig oppbygd platå, tronende høyt over bebyggelsen nede på flaten. Dette komplekse gravmonumentet ser nærmest ut til å ha inngangsporten til gravfeltet på kollen.

2. Jakten på kelba-devars grav fortsetter på Hogganvik! I de nærmeste to ukene skal arkeologer fra Kulturhistorisk museum og Vest-Agder fylkeskommune gjøre seg ferdig med utgravningen ved den 1700 år gamle runesteinen i Mandal.

3. Etter en liten med utgravningsaktivitetet er der kastet nytt lys over det helt spesielle runesteinsfunnet på Hogganvik i Mandal. Arkeologer fra Kulturhistorisk museum og Vest-Agder fylkeskommune har avdekket såvel fundamentet der steinen opprinnelig var plassert, som det som etter alle solemerker er en grav, nærmere bestemt graven til den personen som omtales på runesteinen, Kelba Deva(R). Han levde for 1600-1700 år siden! På grunn av de svært interessante utgravningsresultatene går det mot ytterligere undersøkelser på Hogganvik. Trolig vil disse finne sted alt i juni.

4. Kort oppsummering av Hogganvik: På en markert berghylle, som akkurat på dette stedet bøyer av i nesten 90 graders vinkel og danner et karakteristisk hjørne, har man i yunge romertid nedlagt et stort arbeid med å skape et kunstig platå.

Det i utgangspunktet svakt skrånende terrenget er blitt påført betydelige mengder sand og stein med en pent lagt mur som avgrenser hele det nevnte "hjørnet", til sammen et areal på 70-100 kvadratmeter. Midt inne på den kunstige flaten har runesteinen vært reist. Ovenfor platået og muren er det dessuten anlagt et eller to, muligvis flere, terrasser.

Øverst har selve gravhaugen ligget, men den blev trolig ødelagt omkring 1930, og området er i dag planert og bebygd.

 

Det korte af det lange er at der ikke blev fundet en grav.

Først mente, at graven ligger direkt under fundstedet af runestenen, og nu mener man, at gravhøjen blev ødelagt omkring 1930.

Omkring 1930 har man hverken set en gravhøj eller runestenen.

 

Runeindskriften taler om kelbaÞevas stenen og ikke om kelbaÞevaRs stenen, altså uden runen R. Indskriften omtaler hverken en grav (hlaiva) eller at KlebaÞeva er begravet (laivido).

(sml. NKJ78U Bø-stenen: hnabdas hlaiva;

NKJ75U Kjølevk-stenen: hlaaivido magu minino) .

 

Man kunne have sparet mange penge, hvis man havde læst indskriften uden at være i ekstase og glødende af ophidselse.